Tilbage

Dagbog til Elias
- Dagbog fra vi valgte at offentliggøre graviditeten med Elias.
Alt andet er skrevet faldende.


Sidste nyt!
 
29. December 2007

Krise afværget!
 
Jeg havde lige krise i et par dage. Jeg havde formateret den computer jeg normalt laver hjemmesiden her fra, og derefter havde jeg forlagt cd'en med programmet, så jeg kunne hverken det ene eller det andet med hjemmesiden. Eftersom den er blevet min terapi-form det sidste lange stykke tid, var det ikke spor rart at stå uden noget som helst! Men nu virker det igen, og jeg er glad for at kunne fortsætte denne dagbog.
 
Nu nærmer nytåret sig, og ligesom julen er det med blandede følelser jeg tager imod det. Jeg vil gerne have det overstået, og jeg vil gerne hygge mig med min familie, og vores venner, og holde en dejlig fest. Samtidig er det utrolig svært, for om 4 dage vil jeg skulle sige om Elias, at det var sidste år han var her.
 
Det er helt forkert, for jeg er slet ikke klar til at give så meget slip på ham endnu. Jeg vil gerne blive i året hvor han levede lidt endnu. Det v ar svært da han blev en måned, tiden gik så frygtelig hurtig, og mentalt var jeg slet ikke med. Det var lige så svært da han blev 2 måneder, men da holdt jeg trods alt op med at tælle uger, og ved i dag slet ikke hvor mange uger vi er oppe på, selv om jeg ved at det er i dag vi skifter uge.
 
Tiden er et mærkeligt begreb når man har mistet. Tiden for den som har mistet barnet går så hurtigt, inden man har set sig om er det en måned eller to siden man begravede sit barn, men rent mentalt sidder man stadig i kirken, og prøver at tage en fin afsked. Dagene flyver af sted for alle andre, og efterår bliver til vinter, oktober blev til jul, og nu bliver 2007 også til 2008. - Men mentalt er jeg slet ikke så langt, jeg er slet ikke klar til at skifte årstal, slet ikke klar til at sige at det var sidste år jeg fødte lille Elias, og slet slet ikke klar til at se at årstallet skifter til 2008, mens der stadig står 2007 på Elias' gravsten.
25. December 2007
 
Juleaften - Tjoo..
 
Altså, aftenen var jo god. Maden var skøn, Sebastian var dejlig, gaverne var gode - Og alt i alt var det jo en rigtig dejlig aften, sammen med nogle rigtig dejlige mennesker.
 
Men det var virkelig hårdt ikke at have Elias hos mig. Længe har jeg sagt til mig selv at Elias jo alligevel ikke skulle være her denne jul, så jeg ville ikke blive ked af det før næste. Selvfølgelig var det bare noget jeg bildte mig ind, for jeg har jo født Elias, og derfor burde han jo også skulle være her. Og det var alt i mig jo ganske klar over.
 
Vi tog op i kirken kl. 14. Sebastian og jeg havde skrevet et brev, og tegnet på det, og lamineret det, som Elias skulle have. Min mor havde bundet buketter til Elias og Trolde-olderne, og vi have taget en masse lys med også. Kirken var hård, mest fordi at jeg siden Elias bisættelse har forbundet kirken med et sted hvor jeg har grædt, det gjorde jeg jo også til Alle Helgens arrangementet. Det lykkedes mig ikke at græde, men det var nok mest fordi Sebastian var så fantastisk utålmodig. Han kedede sig gevaldigt, og lagde bestemt ikke skjul på at han syntes det var træls og kedeligt der inde. Til stor morskab for de som sad omkring os.
 
Det var meget hårdt ude på graven. Jeg ville ønske jeg kunne være blevet stående!! Jeg havde sådan brug for bare at være sammen med Elias, men for Sebastian skyld skyndte vi os at få det overstået, så vi kunne komme hjem og fordrive tiden.
 
Da vi endelig nåede til aften skulle vi være hos mine forældre kl. 18. Da vi kom var de andre kommet, og jeg satte i stilhed Elias' lys i vindueskarmen, tændte det, og håbede på at han så ville kunne finde vej ned til os. Jeg satte hans fine hjerte på juletræet, og følte at han var lidt med os på den måde.
 
Jeg ved ikke hvad jeg havde troet, eller forventet, men jeg ville rigtig gerne have at nogen havde sagt noget, eller spurgt til det, eller bare nævnt Elias' navn i løbet af aftenen. Ude af øje, ude af sind? Eller gør de det bare fordi de så tror det er lettere for os at komme igennem, hvis de ikke taler om ham.. Jeg ved det ikke, men det virkede meget forkert.
 
Heldigvis efterlod Sebastian ikke meget tid til at være ked af det, og det var sikkert godt nok.
 
Til julefrokosten var der heller ikke det mindste snak om lille Elias, men det er nok sådan det skal være, så det må jeg hellere vænne mig til.

 
[photogallery/photo00022786/real.htm]

Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse.
20. December 2007

Tænk sig, det er allerede 2 måneder siden at jeg fødte min lille dreng, og det er også 2 måneder siden at vi måtte sige farvel til ham igen.

Tiden er gået så frygtelig hurtigt, jeg har slet ikke opdaget at der er gået 2 måneder, men det har ændret tingene ufattelig meget. I dag har jeg ikke grædt nogen tårer (endnu) og jeg har heller ikke tænkt mig at gøre det. Jeg mindes Elias med lige så meget stolthed som sorg.

Jeg glæder mig til at tage op på kirkegården i dag, og fortælle ham at han er et meget specielt lille menneske, at han er en meget speciel lille engel. Jeg savner ham ufattelig meget stadig, og jeg kan også blive overfaldet af den dybe sorg stadig, men når jeg kigger på hans billeder, så smiler jeg, og husker hvorfor jeg følte mig så speciel da jeg sad med ham.

Jeg er så stolt af at Elias valgte os som sine forældre. Det er en tillidserklæring, det er jeg sikker på. At han vidste at vi ville kunne bære hans tragiske skæbne, og han vidste at vi ville kunne give ham den kærlighed han behøvede, selv om han ikke fik lov at være her længe. Han vidste at vi ville værne om hans minde, og at vi ville sidde som jeg nu, og være glad for stolt over at være blevet berørt at sådan en speciel person.

Elias hjælper os nu, det er jeg sikker på, han er hos os, og han viser det på sin egen måde. Når solen kommer gennem skyerne, når jeg mærke varmen der hvor han lå på mit bryst, og når der bare sker ting som kun kan betyde at han er i vores liv endnu.

Dagen i dag har været virkelig god, men selv om jeg havde planlagt at tage på kirkegården kom jeg slet ikke der op. Elias satte mig i sving med nogle andre ting, som var lidt rarere at få ordnet i dag. Jeg kunne virkelig mærke at han var med mig. Rene var så der oppe, for første gang alene, så han har skam haft besøg på sin 2 måneders fødselsdag.
15. December 2007
- Ensom?
 
Sebastian kræver ALT af os, og vi prøver virkelig. Jeg er imponeret over vores tålmodighed, jeg er imponeret over at vi holder ud endnu - Sorg, sorg og sorg.
 
Det fylder så forbandet meget. Vi er positive, vi griner, vi hygger, vi tager på små ture, vi gør så meget som muligt som før vi fik og mistede Elias, men i os alle ligger det der bare hele tiden, og intet kan blive det samme som før. Hver eneste time er en anstrengelse for at prøve at få en normal hverdag tilbage, hver eneste time skal jeg huske mig selv på at vi alle sørger, og hver eneste time bider jeg mig selv i læben for ikke at skælde ud, hidse mig op, eller springe i lufte.
 
Jeg orkede ikke lige mere her til aften. Det har været en lang dag, hvor Sebastian har prøvet grænser af hele tiden, og til sidst måtte jeg altså sige til dem begge at nu var jeg nød til at gå. Dumt måske, for Sebastian blev vist ked af det fordi jeg sagde at jeg ville gå, men jeg orkede ikke mere - Jeg kunne bare mærke at hvis jeg ikke fik lidt ro i mit hoved, og noget koldt luft i ansigtet, så sprang jeg i luften, som en meget utilregnelig bombe!
 
Jeg gik uden min telefon, for jeg vidste den ville blive et irritations moment hver gang den ville bryde ind i mine tanker. Midt under min tur fik jeg virkelig brug for at snakke med nogen, sætte mig ansigt til ansigt overfor et andet menneske, og sige: "Jeg kan ikke mere, jeg orker ikke mere, jeg skal bare læsse af NU!!"
 
Først gik jeg hen til mine forældre - Ingen hjemme. Så fortsatte jeg op til et vennepar, hvor hun kom ud på sygehuset og så Elias, og de begge deltog i bisættelsen, jeg kunne se ude fra vejen af de havde gæster. Så tænkte jeg at jeg da kunne gå over til mine bedsteforældre, for jeg havde bare SÅ stort et behov for at læsse af, men da jeg nærmede mig deres hus kom jeg i tanke om at de havde gæster i aften. Og så slap mine muligheder ligesom op.
 
Aldrig har jeg følt mig så ensom som da jeg gik der ude, og alt i min krop bare skreg på at få åbnet op og læsset af, ikke i telefonen, men overfor et menneske som jeg kunne se i øjnene, og virkelig føle at de lyttede. Hvorfor har jeg været så skide dårlig til at få mig nogle venskaber her i byen, hvorfor har jeg ALTID for lidt energi til at følge op på de venskaber jeg så har fået. Jeg føler mig så skide alene!!
 
Jeg savner Elias, men i takt med at andre mennesker stopper med at snakke om ham, så stopper jeg også selv. Jeg er så bange for at jeg skal være hende der som ikke kan tale om andet end Elias. Eller at min sorg bare kommer til at fylde for meget for andre. Jeg er også bare så bange for at hvis jeg bliver ved med at snakke om Elias, så tror folk at jeg er røget ind i et depression, eller at jeg ikke kan snakke om andet. Efterhånden siger jeg bare til folk at jeg har det fint, det går bedre. Og det gør det også, og jeg har rent faktisk flere gode dage end bedre - Men det gør jo ikke de dårlige dage bedre. De er der jo stadig, og de dage har jeg stadig brug for at sørge, og jeg har brug for at folk så ser min sorg.

Mit nytårs fortsæt må være at finde nogle venner, her i byen, som jeg kan alt det der med. Drikke kaffe og hygge, men også komme uanmeldt og tude.
 
Lige så lettet som jeg følte mig efter det åbent hus arrangement i landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød, lige så tung og trist føler jeg mig i dag.
 
14. December 2007
- Endelig glad og tilfreds med gravstedet.
 
Jeg startede dagen med at tageover i børnehaven og få aftalt hvornår vi kan holde et møde, om Sebastian. Det bliver så på mandag, og jeg glæder mig virkelig til at høre hvad de har i tankerne - For jeg vil så gerne hjælpe ham.
 
Bagefter tog jeg op på gravstedet til Elias. Bænken er kommet der op, den er godt nok ikke blevet gravet ned endnu, men det var også det jeg skulle op og kigge på ved dagslys. Jeg havde aftalt at mødes med min mor der oppe, så vi kunne se hvordan det ellers skulle se ud. Jeg havde nemlig fortrudt lidt at jeg ville have trædesten, for efter at bænken kom føltes det bare færdigt og godt.
 
Jeg kom først, og sad lidt på bænke og nød stedet. Jeg elsker at være der oppe, og det er blevet så meget bedre efter bænken er kommet op, for nu kan jeg sidde og føle den ro der er. Jeg tændte som altid lys i lanternen.
 
Da min mor kom snakkede vi lidt frem og tilbage om stedet, og blev enige om at det ville se alt for "asfalteret" ud hvis vi også lagde trædesten. Det har vi så valgt at lade være med. Så nu er det eneste der mangler en hyperikum busk. I mange af de buketter vi fik her hjemme, og i alt pynten i kirken var der hyperikum bær, så det har vi besluttet at der også skal stå på hans grav. Egentlig var det Renes idé fra start, for han sagde at han gerne ville have hvis vi kunne finde en blomst som kun var Elias', og plante den der oppe. Blomsten skulle vi så finde inden bisættelsen, så den kunne gå igennem hele forløbet. Rene fandt en blomst, og den kan jeg ikke huske hvad hedder, men det blev så til at det også skulle være de bær, fordi de bare var alle steder. Endda også da vi købte blomster til urnenedsættelsen
 
13. December 2007
- Juletræsfest i børnehaven
 
Denne dagbog skulle være dedikeret til alt det der er hårdt omkring Elias, alt der er glædeligt om ham, og i det hele taget Elias - Så hvad pokker ligger der et indlæg omkring Sebastian juletræsfest her for?
 
Jo - For det første. Jeg er glad for børnehaven, og jeg er meget glad for de forældre der er der ovre, der er super mange gode forældre, som jeg snakker godt med, og som jeg holder af. Men jeg blev lidt trist og ked i går, eller rettere, meget ked af det. Der var rent faktisk kun 2 mennesker der spurgte hvordan jeg har det, eller hvordan det går med os. Mens at jeg i løbet af de par timer jeg var der, kunne se og høre flere tale om hvad der er sket for os - Det er helt fint, det må de hellere end gerne, men i stedet for bare at tale om det, UDEN OM mig, kunne de så ikke også lige have sagt: "Det er jeg sgu ked af" eller bare have trykket min arm, eller de mange andre ting man kan gøre for at vise at man ved det?
 
Nåh, det var nu kun det første der gjorde mig ked. Det næste var da jeg snakkede med yndlingspædagogen som også er Sebastians pædagog om hvordan det gik hjemme, og hvordan det går der ovre. Jeg fortalte at han har nogle heftige raseri anfald her hjemme, og slår, råber, skriger og er slet ikke til at være sammen med. Og hun fortæller, som de ALTID gør der ovre, at der ikke er noget med ham der.
 
- Fair nok, det er da bare lækkert hvis drengen har det godt der ovre. Ca. 30 sekunder efter vi har snakket om det får han et anfald, som vi sidder på første paket til. Han bliver uvenner med sin bedste kammerat, råber ham ind i hovedet, går i arrigskab om bag en dør hvor han står og både slår og sparker til døren, mens han siger diverse skældsord, smækker med døren, og går til sidst over til mig, klemmer om min arm af alt hans raseri, og smider sig i sofaen bag mig og græder hjerteskærende - Og SÅ siger hun "Jo, det gør han faktisk også her ovre". Hun fortæller så at han aldrig gør skade på de andre, men det går ud over materielle ting. Jeg er meget skuffet over at jeg ikke har fået noget at vide før!
 
Sidst på eftermiddagen fanger jeg hende igen, og fortæller at jeg er meget skuffet over at have fået at vide at de ikke vil snakke med ham om det der er sket, men at de kun vil svare ham hvis han selv bringer det på bane. Det forstår hun nu heller ikke, og vil tage ham med på tur alene i morgen. Vi aftaler også at vi skal have en møde om hvordan vi hjælper Sebastian bedst, og jeg fortæller at jeg allerede har kontaktet sundhedsplejersken, som ringer til dem i næste uge, også så de kan finde ud af hvordan de bedst hjælper børn i sorg.

Det er virkelig lækkert endelig at blive hørt!! Jeg er så bange for at Sebastian skal gå helt neden om og hjem, han er ikke længere mit glade og dejlige barn. Men en hidsigprop jeg nogle gange ikke ved hvad jeg skal stille op med. Om 3 måneder, omkring 1. april, skal han starte i skole, og jeg kan da ikke sende sådan en af sted. Han opgiver ved den mindste modstand, og han kan ikke styre sine reaktioner, om det så er med vredes anfald eller med gråd.
 
Men, ud over de par episoder, så var det nu en god dag.
 
12. December 2007
- En fantastisk gave!

I dag kom posten med den mest fantastisk gave. Jeg er simpelthen så rørt!!

Der kom en pakke, og jeg anede virkelig ikke hvad det kunne være, for jeg venter ikke nogen pakker, og der er vist ingen der har sagt til mig at de vil sende noget til mig.

Sebastian og jeg pakkede den op, der lå et sødt lille brev, og to ting pakket ind i bobleplast. Sebastian ville straks pakke det ud, og det ville jeg selvfølgelig også gerne. Sebastian var nu nok den der var mest nysgerrig. Jeg kunne skimte lidt gennem plastikken, og tænkte at det nok var en der havde sendt en engel eller sådan noget som vi kunne stille oppe på graven, tænkte at det da var en fantastisk sød tanke.

Jeg blev endnu mere glædeligt overrasket da jeg fik plastikken af. Det er ikke mindre end et par hænder der holder et meget lille barn. Straks da jeg så den fik jeg tårer i øjnene, tænk sig at der er nogen der har set den og tænkt på os, og også sendt den til os! Det er virkelig bare så smukt, og den er så smuk, og Sebastian udbrød også med det samme at det er Elias!

Da jeg havde beundret den lidt længere tid syntes jeg der var noget meget bekendt over den, og kom så i tanke om at det er nøjagtig sådan jeg sad med Elias mellem mine hænder mens jordemoderen døbte ham. Jeg mener, PRÆCIS sådan!! Jeg kan nemlig huske at hans ene lille ben spjættede, og det smuttede ud af min hånd, og jeg fik det samlet op igen mellem mine fingre, præcis som dette lille barn ligger med sine ben, jeg kan huske jeg fik ham lagt sådan at han var krummet sammen i mine hænder, præcis sådan som barnet her. Og sørme om dette barn ikke også ligger med den ene hånd oppe i hovedet, sådan som Elias gjorde det hele vejen igennem graviditeten, fødslen, hans korte liv, og hans død! Babyen er endda en dreng.

Jeg er bare så glad for den her gave, at jeg slet ikke kan få sat ord på hvor meget det gør for mig. Jeg har en trykken for brystet, fordi den her ting bare er SÅ perfekt, og den føles så rigtig og så god! Jeg har ledt efter mange ting som kunne være her i vores stue, i vores hjem, som kunne gøre at Elias er hos os. Vi har fået tegnet tegninger, og vi har fået billeder, som trods at jeg ikke ville have fotografier stående bare er så smukke at jeg vil have dem fremme her i stuen, og nu har vi den her fantastisk ting, som bare ér Elias. Alle ting er faktisk noget som andre har enten hjulpet med, eller har fundet til os, og jeg kunne ikke være mere taknemmelig!!
 
11. December 2007

I morges fik jeg en mail fra en som arbejder frivilligt i "Landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød", hun skrev at der var åbent hus arrangement i Århus i aften, og hun håbede at se os der inde. Det havde hun gjort før, jeg havde lovet at komme, og glemte det alligevel. Denne gang sagde jeg igen ja, og kunne umuligt glemme det når det var samme aften. Jeg fik arrangeret barnepige til Sebastian, fik Rene hjem i ordentlig tid, så vi kunne nå at komme der ud.

Vi kom der ud lidt før mødet begyndte, vi havde ikke helt vidst hvor det var og havde derfor planlagt lidt tid til at køre rundt der ude for at finde det. Vi kørte så lige til døren, og var der en halv time før. Heldigvis vil jeg sige, for jeg er temmelig genert ved sådan noget, og havde godt af lige at finde ro der inde inden vi gik i gang. Jeg troede der kom voldsomt mange mennesker til sådan et arrangement, men vi kunne faktisk tælles på to hænder. Fantastisk!

Aftenens tema var "Jul uden vores børn" og Skejby's sygehus præst var kommet for at fortælle lidt om julen, sangene og vise os alle de steder i julen hvor der var refereret til vores døde børn, himlen og englene. Jeg kunne slet ikke holde tårerne tilbage, og jeg snøftede der ud af. Det var så utrolig hårdt at der var en der satte ord på alle de tanker og følelser jeg har om hvordan julen bliver. Hun var god til nemlig at fortælle lige præcis det jeg tænker, hvordan får jeg Elias med i julen, hvad laver Elisa i julen, hvordan kan vi være sammen med Elias i julen. Og det gjorde så ondt endnu en gang at få at vide at det ikke er en ond drøm jeg bare lige kan vågne op fra, men at det rent faktisk ér noget jeg skal igennem, og det ér noget der ikke bare lige går over igen.
 
Bagefter talte vi alle sammen på kryds og tværs om alt muligt, og jeg følte mig bare så tryg og sikker, og plaprede ud om alt. Måske vi endda kom til at fylde lidt meget i forhold til de andre, men vi var vist også dem der havde mistet sidst i gruppen, så vi havde rigtig mange tanker de andre kunne hjælpe os lidt med.
 
Da vi gik der fra svævede jeg 10 cm over fortovet. Jeg har ikke været så lettet, og så glad, og så psykisk træt på en god måde, siden jeg blev gravid faktisk! Åhh hvor var det godt at blive hørt, snakket med, lyttet til, og at få svar fra nogen som ikke troede at de skulle løse alle mine problemer, men som bare lyttede, og vidste nøjagtig hvad jeg snakker om, føler og tænker.
 
Jeg fik endda sagt nogle af de der forbudte følelser, som jeg har gået og båret i min brystkasse, og bare ikke turde sige højt - Jeg var også nød til at gentage det et par gange, for at høre at sådan havde alle de andre det også, og at jeg ikke er noget dårligere menneske af den grund.
 
Det første jeg spurgte efter da vi var færdige, var hvornår næste møde var. For jeg skal helt sikkert med igen, det var næsten lige så dejligt som at være på Dallund, hvor man var samlet om at være i samme båd! Vi har besluttet at gøre det noget mere, og så har jeg besluttet at vi skal på sorgseminar, ja jeg har! For jeg havde taget beslutningen for mit eget vedkommende inden jeg spurgte Rene, som heldigvis gerne vil med mig!
 
8. December 2007
 
Vi har været ude og købe bænken som skal være på gravstedet. Det gjorde vi i torsdags efter at vi havde været inde på sygehuset og få af vide at vi gerne må gøre Elias til storebror når vi føler os klar.

Det var meningen vi ville have sat den der oppe i dag, men jeg havde egentlig allerede mistet modet lidt i går, da jeg var inde ved stenhuggeren for at købe trædesten. Han havde ikke nok af dem jeg ville have, så vi må vente med at få dem til slutningen af næste uge. Jeg havde håbet på at vi kunne bruge denne lørdag på at gøre det hele fint oppe ved Elias, så næste gang jeg kommer der op kan jeg sætte mig på den fine bænk, og bare sidde og være sammen med ham.
 
Vi tog der op, og planen var stadig at bænken skulle der ind i dag, men jeg kan ikke løfte i den, og Rene kan ikke selv gøre det, så vi må vente lidt, og håbe at Bedstefar har tid og lyst til at hjælp os snart. Forhåbentligt i morgen. I stedet gik vi der ind og tænkte lyd i hans fine lanterne. Det føles nu bare rarere at der er lys tændt der oppe, specielt i denne tid hvor det er mørkt næsten hele tiden. Tænk hvis Elias er mørkeræd ligesom sin storebror?
 
Jeg fik studeret stenen lidt igen. Den er nu blevet fin. Jeg kan slet ikke forestille mig andet nu. Selvfølgelig skulle den tekst på, det er det der har været meningen hele tiden. Jeg fik også takket stenhuggeren for det i går, og det virkede som om han blev glad for at høre at det havde gjort lykke hos mig.
 
Sebastian og Olderne havde også været oppe ved Elias i dag, de havde stillet en eller anden gran-vinter-ting. Jeg vidste ikke hvem det var da vi selv var der oppe, men jeg blev enormt glad for at se at der var andre der besøgte ham, og andre der kiggede ind til ham. Det varmede at andre mennesker også kom op til ham. For indrømmet så kommer jeg der altså ikke hver dag, nok ca. en gang om ugen. Jeg vil så gerne, men tit kan jeg ikke køre, eller også så har jeg Sebastian hjemme, og jeg vil bare gerne op til ham alene, så jeg kan sidde i ro og mag og mindes ham, og snakke med ham. Når nu jeg ikke kommer så tit som jeg gerne vil, er det faktisk meget rart at andre også kommer der op, så han ikke skal føle sig helt glemt - Og måske lige så meget så hans mor ikke skal føle at han er helt glemt.
 
I går hentede Rene Elias' juletræs hjerte inde ved guldsmeden. Jeg har valgt at købe et Georg Jensen juletræspynt hjerte, og få graveret Elias' navn der i. Så er det meningen at lige meget hvor vi holder jul, så skal det hjerte hænge på juletræet, så lige meget hvor vi befinder os i årene frem, så er Elias med os. Jeg er selv blevet rigtig glad for det, og det er bare dejligt at have Elias hos mig lige meget hvor jeg er.
2. December 2007
 
Elias' sten er kommet tilbage fra stenhuggere. Jeg tog der op i torsdags, på trods af at jeg havde det rigtig skidt på grund af sprøjten. Jeg havde bare sådan brug for at komme der op og tænde lys. Jeg syntes det var synd for at ham at han skulle ligge der, uden hverken lys tændt eller stenen på graven.
 
Da jeg kom der op kunne jeg se at stenen stadig var der, og da jeg kom tættere på kunne jeg se at den nye tekst var blevet tilføjet. Det gjorde bare så godt at se den. NU er stenen helt perfekt, og nu føles den rigtig rar. Jeg kunne heller ikke lade være og få lidt tårer i øjnene, fordi det er så godt nu. Jah det er lige før at jeg er glad for at stenhuggeren lavede den fejl, så vi kunne få den tekst på. Den der følelse af at den er HELT rigtig, den har jeg nu!
 
Jeg fik tændt lyset, snakket lidt med Elias. Fortalte ham om Sebastians rokketand, og at vi savner ham, og jeg håber at han har det godt der oppe. Og så fik Olderne også lige besked på at de skal huske at passe godt på ham.
 
- I dag da vi kørte hjem fra Randers storcenter (julegave shopping), sad Sebastian på bagsædet, og vi hørte julemusik, deri blandt "Jesus og Josefine" og Sebastian spurgte om det ikke var synd for Jesus at han er død. Så sagde jeg at det var ikke synd, han havde det godt oppe i himlen, hvor han er sammen med Elias, og Jesus passer på ham. Det syntes Sebastian bare var smadder fint, så havde Elias både hans "Troldeoldefar" og "Troldeoldemor" og Jesus til at passe på ham.
 
Sebastian er blevet rigtig god til at acceptere at Elias ikke er her. Nogen gange siger han at det er noget værre skidt, fordi Elias jo skulle være vores "Bedste dreng" (Eget ordvalg!), men så snakket vi lidt om at jeg har mine bedste drenge. En på jorden, og en i himlen, så faktisk har jeg stadig mine bedste drenge, det er bare ikke dem begge to som er her på jorden, men jeg har altså stadig begge mine drenge.
 
Efter sådan en forklaring, som han ca. får en gang om ugen, falder han til ro igen. Det er som om han lige skal teste om jeg stadig er bund ulykkelig, og have fortalt at jeg altså stadig er glad for begge mine drenge, selv om jeg kun har den ene hos mig. Han er så god, så følsom, og kærlig. Og jeg tror faktisk der sker mere oppe i det lille hoved end jeg går og tror.
 
Sebastians tand røg ud i onsdags. Seje fyr. Det var mig der "kom til" at rykke den ud, den sad så løst at han ikke opdagede det overhoved, så det gjorde ikke ondt, og der kom heller ikke blod. Han var selvfølgelig helt vild. Da han ringede til bedste for at fortælle det sagde hun til ham "Du er så sej!" men han svarede bestemt tilbage "Nej, det er mor der er sej!" - Det var jo mig der havde fået den ud *Gg*
 
Sebastian en en lille æske til "min første tand" med hans navn graveret på, som tanden så skulle ligge i under hovedpuden indtil tandfeen kom og tog den. Så var det lidt nemmere for os at fiske den ud igen senere *Gg* Rene fik byttet om på tand og en lille gave kort efter Sebastian sov. Kl. 1 om natten hører Rene ham så kalde helt vildt på ham, og skynder sig der ind. Da var Sebastian så vågnet og havde opdaget at tandfeen havde været der.
 
Han fik en fin bjergkrystal-stav som han havde ønsket sig det sidste år. Den lå nede i min mors butik, og var temmelig dyr syntes jeg. Men til deres ophørs udsalg kom alt på tilbud, og efter sådan en oplevelse her med Elias, har pengepungen nok siddet lidt løsere når det har drejet sig om Sebastian, end den ellers plejer.
- Det er også fint nok. Han kunne jo have ønsket sig for 500 kr. lego eller noget andet plastic skrammel, men i stedet ønsker han sig en fin sten til 60 kr. Skøre unge.
 
Psykologen - Ehm.. Jaaah nu giver vi det en chance, men vi har begge meget svært ved at tro at hun har arbejdet med folk der har mistet børn før. Hun siger de underligste ting, og kan slet ikke forstå hvad det er vi siger.
 
Når jeg siger "På Elias' månedsdag havde jeg det også svært" retter hun mig til "Det der KUNNE havde været Elias' månedsdag på trods af at vi begge har forklaret hende at selv om Elias er død, er der jo altså gået en måned, og han har derfor en månedsdag, ligesom han også vil have en første jul, og en første fødselsdag. Det hverken kan eller vil hun sætte sig ind i.
 
Hun sagde også til mig "Er der noget positivt ved at Elias ikke er her" og jeg sad og rystede på hovedet, og sagde "Nej?" hvorefter hun siger til mig at det er vigtigt jeg finder noget positivt ved at Elias ikke er her, som f.eks. at jeg så har mere tid til Sebastian, eller mere tid til mig selv. Jeg blev meget chokeret, for lige meget hvor meget jeg vender og drejer det, så er der faktisk INTET positivt ved at Elias er død. Jeg sagde også til hende at det kan jeg ikke, for mig er det som at sige "Det er godt Elias døde, så jeg har tid til at tage fodbad i fred hver aften"! Rene forklarede hende også ret godt at når man har brugt så meget tid på at planlægge og gøre plads til barnet er det jo altså ikke fordi vi behøver alene-tid med Sebastian, eller med os selv. Vi står i stedet med et tomrum som vi har lavet TIL barnet, som barnet så ikke kom og udfyldte alligevel. Det kan på ingen måde være positivt. Vi har besluttet at give det en chance, og bruge de timer vi har fået gennem falck, men jeg tror bestemt ikke hun skal regne med at få os som klienter bagefter!!

 
24. November 2007

Åhh..

Bare en lille opdatering, jeg orker simpelthen ikke noget som helst. Syntes det hele er hårdt, og forsøger lige at bruge min energi på bare at være mig, og være der for de mennesker som har brug for mig.

Månedsdagen gik okay, det var selvfølgelig hårdt, og der gik ikke et øjeblik hvor jeg ikke tænkte på Elias. Rene hentede vores "nye" bil, mens jeg tog med min mor til Randers og ledte efter den helt rigtige lanterne til Elias' have. Jeg fandt også en lille bamse, som han fik op på graven og stå. Jeg købte to, så han også har en her hjemme hos os - Hvem ved hvor små engle i virkeligheden befinder sig? Jeg vælger at tro at han er her hos os, som en del af vores hverdag, alt andet er for hårdt at tænke på!

Gravstenen - Rene fik snakket med stenhuggeren, faktisk på Elias' månedsdag, og fik klaget. Det gik super godt, og nu er jeg faktisk virkelig glad for at vi valgte den stenhugger. Han sagde at han sætter "små fødder sætter også store spor" på stenen, uden beregning. Virkelig flot syntes jeg, og det var bare lige det jeg havde brug for at høre, og jeg følte mig meget lettet bagefter. Det skulle gerne blive gjort en gang i næste uge..

Psykologen - Det indledende møde gik meget godt, vi fik fortalt hvad der er sket, og hvor vi er nu. Og det var så egentlig også det. Ikke så meget andet, men jeg har en god følelse omkring det. Og det er meget rart at vide at man har en ugentlig aftale, så hvis jeg skulle gå hen og blive skør i mellemtiden, så er der da en til at samle op på mig.

Jeg er ved at være fysisk ovenpå efter knoglemarvsprøven. ENDELIG! Det har taget meget længere tid denne gang, men mon ikke bare det er bevis på at man heler hurtigere hvis man har det psykisk godt - Hvilket jeg jo ikke ligefrem kan prale med at jeg har. Det har i hvert fald taget lang tid, og jeg har måttet tage meget smertestillende.

Skræmmende nok har jeg nu fået menstruation. Første tegn på at en hverdag indtræder, også fysisk. Og også første tegn på at jeg nu igen vil kunne blive gravid. Lige så meget som jeg har ønsket at få normaliteten ind i kroppen igen, lige så skræmmende er det også at opdage at jeg nu er tilbage til start. Ingen graviditet, ingen Elias - Og fysisk kan kroppen blive gravid igen nu. Puha!!
- Heldigvis har vi da stadig et prøvesvar at vente på, for jeg er vist ikke helt klar til at skulle gå i gang med projekt baby nr. 3. Så det er vist fint nok at vi skal vente og høre om vi overhoved kan få grønt lys igen.

Der er ingen der har sagt at dette skulle være nemt, men at det skulle være så svært? Åhh..

Jeg er bare SÅ ufattelig ked af det lige nu. Det har ellers været en god dag, men tristheden, sorgen og tårerne kommer altså med jævne mellemrum tilbage til mig.

Jeg føler mig snydt - Mit skønne lille barn, hvorfor ligger han ikke i min mave? Så jeg sammen med mine gravide veninder kunne snakke babytøj, babyudstyr, fosterbevægelser osv. Det er jo skide svært for os alle sammen, jeg har brug for at snakke om mit tab, og de har brug for at snakke om deres graviditeter. Noget der bare slet ikke hører sammen, når jeg snakker om mit tab bliver de bange for at miste, og når de snakker om deres graviditeter bliver jeg mindet om det jeg ikke fik med Elias.

Jeg er ikke misundelig, for jeg vil ikke have DERES graviditeter, eller DERES børn, jeg er bare ked af det fordi jeg ikke fik MIN graviditet, eller MIN Elias.

Hvordan tackler man det?
- Uden at såre sig selv, og uden at såre andre?

I dag blev så dagen jeg indirekte fik at vide at jeg fylder for meget, og jeg vælger at trække mig fra min egen dagbog, på min egen hjemmeside, og flytter den til Naddi.dk - For mit behov for at komme af med tingene er bestemt ikke blevet mindre af at jeg har mistet Elias, nem tvært imod meget større.

Jeg har et enormt behov for at skrive det jeg føler, tænker og det som gør ondt inden i, og jeg har haft et stort behov for at fortælle andre om det også. Min dagbog på Ungmor har her på det sidste været et sted jeg på en måde har brugt til at fortælle familie og venner hvordan det virkelig er inden i mig, selv om de ser mig smilende i brugsen, eller på gaden. Eller bare fortælle folk at der stadig er liv i mig, selv om jeg ikke svarer på hverken sms, opkald eller mails.

Men jeg nægter at gøre det så jeg skal høre for at jeg fylder for meget, jeg nægter at føle skyld ved det, og hvis det betyder at jeg må trække mig, så gør jeg det, og immigrerer til et andet sted. For som sagt, så er behovet der stadig, og det er ikke blevet mindre, men kun større.
19. November 2007
- I morgen er det Elias' månedsdag.
 
.. Og for pokker hvor er det bare hårdt!!

Det burde jo ikke være hårdere end alle de andre dage vi også må undvære ham, men lige nu føles det som om hele verden skal falde sammen for mig i morgen, som om i morgen er første skridt mod dommedag!

Jeg har sådan en forventning/følelse af at i morgen vælter alting for mig, og jeg går så inderligt og håber at der sker noget, som vil få tankerne ledt over på noget helt andet. Måske der sker et eller andet godt, måske nogen har tænkt på os, ligesom Stinne gjorde i lørdags, hvor der lige pludselig stod en mand med 4 langstilkede røde roser, en for os hver, nu hvor Elias var 4 uger uger!

Eller måske Elias selv sender en lille tanke til os, og får det til at blive en fantastisk god dag?

Jah - Mon ikke alle forældre har det sådan. jeg kan da huske jeg var pavestolt hver gang Sebastian blev en uge ældre, og hver gang han havde månedsdag - Med Elias er jeg så bare ked af det, og hver eneste uge eller måned, bliver endnu en påmindelse om hvad jeg kunne have haft, men som blev revet fra mig, og som jeg altid skal leve uden!

Jeg savner ham så ubeskrivelig meget. For pokker hvor er det bare ikke spor retfærdigt!!

- Og så slet ikke op til jul! Helt ærligt! Hvordan kan nogen forvente at det bliver en god jul, når jeg bare har lyst til at sove det næste halve år væk? Hvordan filan skal jeg kunne give Sebastian alt det hygge vi plejer??

De sidste år har vi siddet enormt hårdt i det i julen, men det er alligevel lykkedes os )ja med lidt hjælp fra andre) at få nogle fantastisk gode dage, hvor vi har hygget, og bare været sammen. Endnu en fuc**** gang er budgettet stramt, men det har vi jo set vi kan klare, men fanme om humøret også er blevet ødelagt TOTALT!! Hvordan skal jeg komme i gennem december uden at få endnu mere dårlig samvittighed overfor Sebastian??

Da jeg her i weekenden stod og pakkede kalender gaver ind til ham, følte jeg INTET.. Jeg plejer at hygge mig med det, planlægge hvad der er godt til hver enkelt dag i december, så det bliver til de største gaver i weekenden, og så de gaver som er "gør-det-selv" ting bliver lagt på dage hvor vi har god tid og bare er sammen, denne gang blev det bare pakket ind og nummereret i tilfældig rækkefølge.

Jeg magtede simpelthen ikke mere, og jeg var ligeglad med gaverne - Intet kærlighed puttet i det. Bare gjort.

Hvordan får man det gjort, så man ikke får dårlig samvittighed? Jeg prøver jo, og jeg prøver at tvinge mig selv, men det føles ikke rigtigt alligevel. Jeg kan tydeligt mærke at det ikke er det samme - Så mon ikke også Sebastian kan det?

Åhh Elias, hjælp mig lidt!!
16. November 2007
- Stenhuggeren i dag.. Hmpf.
 
Rene tog mig med til stenhuggeren i dag, jeg havde godt nok svoret at jeg ikke var klar til at hidse mig op, eller i det hele taget snakke om den sten, for det slog mig virkelig HELT ud, det var det der endte med at skubbe mig ud over kanten, eller fylde bægeret om man vil!

Rene ville gøre det selv, men da jeg sad i bilen kunne jeg jo alligevel ikke holde mig væk. Så jeg gik der ind. Vi havde taget et billede af stenen, så vi kunne sige hvad der var galt. Rene starter med at sige han gerne vil klage over vores sten, og viser hende billedet og fortæller hvad der er galt - Så siger hun: Jamen det er fordi der er gjort plads til at skrive en mere på!!

Så fik jeg altså et sammenbrud, og med gård i stemmen fik jeg meget bestemt sagt at jeg IKKE skal begrave flere børn, og hun må kunne forstå at jeg bliver lidt frustreret når jeg så ser sådan en sten, og vi udtrykkeligt sagt NEJ, da han spurgte om der skulle skrives flere på stenen senere!!

- Stenhuggeren vil så ringe til mig på mandag. Så håber jeg godt nok han vil lytte til os. Jeg VED at jeg ikke finder ro, og aldrig bliver glad, så længe den sten står der, med en ekstra plads.. Jeg skal ikke dø!! Og jeg skal ikke begrave flere børn!! Den sten har dårlig karma som den står nu!!!

Jah - Det blev jo så det der væltede store stærke Naddi, og i dag har Rene så kontaktet Falck, hvor jeg har et baby falck abonnement, fordi jeg simpelthen glemte at afmelde det, inden banken betalte det i februar. HURRA for glemsomhed, for der i er der 10 psykologsamtaler, hvis der sker sådan noget som dette, eller andet under og efter graviditeten!
- De lovede så at få en psykolog til at ringe til mig i dag, og jeg var virkelig bange for at det ville være hende fra Falck som jeg har virkelig dårlige erfaringer med, men var faktisk nået så langt ud af jeg var ligeglad, bare der var nogen der kunne hjælpe mig!

Der ringede så en psykolog lige mens jeg var ved at skrive om stenen her, og det er ikke den samme, heldigvis, og vi har fået en tid på fredag. Åhh, jeg håber hun kan hjælpe, for jeg føler ikke at jeg kan holde til mere nu.

Baby udstyret står stadig her hjemme i stuen, og jeg kan slet ikke holde til at se på det, det minder mig om alle de drømme og håb vi havde for det her barn, og alle de planlægninger som vi gjorde forgæves. Jeg glæder mig som en gal til at komme til at bruge det en gang, men lige nu, kan jeg slet ikke holde ud at se på det. Jeg håber inderligt at vi kan få det over i den lejlighed her i weekenden, jeg har bare ikke villet forstyrre dem som skal have det stående..

Hvad skal jeg gøre af mig selv? Hvad skal jeg gøre for at tænke på noget andet? Bliver det nogen sinde bedre, og hvis det gør, hvordan overlever man så til det bliver til at leve med?
 
15. November 2007
- Sådan noget PIS!!
 
ARGH!!!!! Jeg er grædefærdig!! Jeg er sur, ked af det, og bare så skuffet!!

I går, efter en omgang knoglemarvs biopsi på sygehuset, kommer vi hjem, jeg har det skidt, men klarer mig. Der er kommet regning på gravstenen, vi vi beslutter at vi nok hellere må betale den med det samme, så vi ikke har nogen hænge partier. Vi ringer derfor til bedemanden, som har ferie, derfor konkluderer vi at han nok ikke sender os en regning før han kommer hjem fra ferie, så vi kan godt bruge de penge vi skal betale ham med.

Vi betaler stenen, og vil på gravstedet og se den på vej hjem, men jeg får så mange smerter at vi er nød til at tage hjem i stedet.

Her i dag aftaler vi så med min mor at hun kører med der op, hun skulle lige nogle ting først, og det er torsdag så jeg har det skidt, og det bliver kun værre og værre med hoften efter knoglemarvs biopsien, men jeg VIL op og se gravstenen, så vi tager med.

Da vi endelig kommer ud til graven, er det første jeg siger: Neeeej!! Jeg skal ikke begrave flere børn!!

På stenen har de lavet Elias' navn og dato så lille, at der er masser af plads til at skrive en mere på. Faktisk så ser det NØJAGTIG ud som når et gammel ægtepar fået lavet en fælles sten, når den første af dem dør!

Det er helt forkert, og jeg kan bare slet ikke tage det. Det er helt forkert! Det gør ondt at se på den sten, fordi det virkelig ser ud som om den venter på endnu et navn, som om Elias venter på en - Måske en bror eller søster! Det kan jeg simpelthen ikke bære!

Først blev jeg sur, for fanden, sådan en stenhugger laver sgu da sten hver evig eneste dag, han må sgu da vide hvordan man skriver sådan noget så det fylder hele stenen! Han må da forstå at vi ikke kan have sådan en sten der står og venter på et navn mere!

Nu er jeg bare grædefærdig, stenen føles ikke færdig, og jeg ved bare at jeg ikke finder ro før den plads på stenen er optaget. Jeg ved at jeg hele tiden vil tænke på om den tomme plads er reserveret til endnu et barn, eller måske til mig?

- Ja nu er det sagt. Da jeg en dag for et par uger siden skulle ud og snakke med min læge, var det fordi sygehuset havde ringet, jeg havde snakket med dem, og de havde vurderet at jeg tænkte nogle tanker som ikke er normale for sådan et sorg forløb her - Jeg er bange for at dø. Nogle har sagt til mig at Elias venter på mig, og en dag vil han komme og hente mig op til ham. Og jeg er så bange for at han skulle dø før mig, fordi jeg dør før mine forældre, og at der så skal være nogen der oppe fordi jeg ikke skal være alene, fordi der skal være nogen til at hente mig?

Det her med stenen gør det kun værre!! For fanden altså!! Jeg ved bare at jeg ikke finder ro før den tomme plads er fyldt, og mens Rene har hentet medicin til mig, og hentet Sebastian i børnehave, har jeg tænkt lidt på hvad jeg kan gøre.. Ja pt. ikke en skid, fordi sådan en pisse stenhugger tager sig MEGET betalt pr tegn der skal laves på stenen, MEN når vi en gang (bla bla bla det suger jeg til mig selv HVER dag) får penge, så vil jeg altså have skrevet "Små fødder sætter også store spor" på den tomme plads, jeg ved bare at jeg ikke finder ro så længe stenen står som nu!!

Åhh hvor er jeg ulykkelig. Jeg har i forvejen en følelse af at alt er hårdt, og har bare lyst til at opgive - Og det her gav kun den følelse et skub, desværre tættere på mig!

For fanden, det er en sten, det kan sgu da ikke være så svært at lave den rigtigt!! Dumme dem!!!
 
13. November 2007
- Burde jeg skrive lidt dagbog?
 
.. Jah, det burde jeg vidst.

Her hjemme går det rent ad helvede til - Men hvordan kunne jeg da også forvente andet!

Jeg er blevet syg, så jeg kan næsten ikke snakke, og når jeg gør det, så lyder jeg som en mand. Jeg fik influenza vaccinen i går, nu er jeg jo ikke gravid, og må derfor gerne få den. Så det måtte jeg jo hellere benytte mig af - Og selv om nogen mennesker siger at det er død virus, så man ikke bliver syg, så gør jeg det altså bare alligevel, hver evig eneste år, og det er bare ikke lige så sjovt, når jeg er syg i forvejen.

Sebastian kom hjem her i eftermiddag, meddelte at han var træt og havde ondt i halsen, og nu gik han i seng og så Aladdin - Hvis jeg altså gad at sætte den på. Uden at få dårlig samvittighed satte jeg filmen på, og plantede mig slattent foran computeren igen!

Rene er ved læge i dag, har har det vist ikke ret godt, hverken på den ene eller anden måde. Stakkels mand! Og jeg aner bare ikke hvad jeg skal stille op for at hjælpe ham. Jeg spørger, men han er ligesom mig, siger bare at der ikke er noget i vejen, og sidder så bare og stirrer ud i luften.

Min lillebror er her i de her dage, vores forældre er ikke hjemme, for min mor er syg med stress, og de har derfor valgt at tage et par dage væk fra det hele. Det er så synd for mor, hun tror hun skal være stærk for os alle sammen, og det kører hun sig selv ned på. Plus at hun har en virkelig dårlig arbejdsplads, som behandler hende som noget skidt man bare kan træde på som man har lyst til!
- Daniel er så OGSÅ syg, ondt i halsen, og lyder som en søløve. Det var meningen han skulle i skole, men det er helt udelukket, for han er mindst lige så skidt som mig, og sidder også bare slattent i sofaen og hoster - Og drengen er modstander af ALT medicin, jeg kan fanme ikke engang få ham til at tage en strepsil halsbolcher!

I går satte vi urnen i jorden. Det var virkelig smukt, meget koldt, og egentlig meget hyggeligt. Min mor havde taget boller og kakao og kaffe med, så vi kunne holde varmen. Graveren havde indvilget i først at lave hullerne til urnerne når vi kom, for jeg vil gerne selv bestemme hvor Elias ligger.

Vi har fået et familie gravsted, og så har vi fået lov at flytte mine biologiske bedsteforældre over til Elias. Så min biologiske mormor der døde for 36 år siden, go min biologiske morfar der døde for 35 år siden og min søn ligger nu på samme gravsted. Jeg kunne ikke bære tanken om at Elias skulle ligge alene.

Jeg satte selv urnen i jorden, eller rettere hejste den ned, for de ligger virkelig langt nede sådan nogle. Inden vi satte den ned gav min mor ham en halskæde med tro, håb og kærlighed vedhæng. Sebastian fik et kors til hans dåb, så Elias skulle også have en dåbsgave, men der var ikke noget kors alene der var så lille bitte, og så mente vi at det med tro håb og kærlighed egnede sig rigtig godt.

Lige da jeg tog urnen brød solen igennem et TÆT lag skyer, gennem en lille bitte sprække og skinnede på graven, urnen og mig. Vi var alle enige om at det altså ikke er tilfældigt, og da hullet i de tætte skyer så lukkede sig igen da graveren dækkede Elias urne til med jord, var vi overbeviste. Det var bare så smukt. Og i stedet for at græde, kunne jeg kun smile - Jeg er helt sikker på at Elias er i himlen, eller i det mindste sendte mig et tegn der, at han har det godt, og der er lyst og godt, og at han holder øje med mig og hjælper mig når det er svært!

- For svært det er det! Det er helt forkert at sætte sit eget barn i graven!!

Jeg sagde også til Rene at nu havde jeg lige vænnet mig til at Elias' urne stod her hjemme ved siden af fjernsynet, og det kunne den for min skyld sagtens blive ved med! Det var så rart at vide at han var her - Tåbeligt, for det var jo kun hans aske..

Tiden er hård, jo længere tid der går, jo kortere tid siden det skete syntes jeg det er. På lørdag er det 4 uger siden jeg fødte Elias, men det er det bare slet ikke i mit hoved. Folk fortsætter med deres liv, og glemmer hurtigt at her hjemme sidder vi stadig, vores verden er stadig helt knust, vi sørger stadig, og det føles STADIG som om at jeg aldrig bliver rigtig glad igen.
- men det har folk glemt? De har glemt at jeg har brug for dem, også selv om jeg har sagt det.. Familien er der så godt de kan, samtidig med at de ønsker os alt godt. Jeg har bare også brug for alt det andet vores venner gjorde for os i starten.

Jeg tror at en af grundene til at Rene har det skidt, er at nogle mennesker er begyndt at presse på for at han skal begynde at arbejde igen, og det er han bare slet ikke klar til, det kan jeg mærke. Han er så småt begyndt at fungere her hjemme, og vi er så småt ved at finde ind i en rytme, og jeg syntes det er SÅ synd at hans skal presses nu, for jeg kan mærke på hans tålmodighed og hans humør, at det bare kun gør det hele værre, og han får det slet ikke bedre.
Nogle har endda sagt at man sagtens kan sørge og arbejde samtidig - Hvad for noget lort er det at sige til en der bare har nok!

Jah.. det var vist det fra mig.. Ikke så spændende, men det er det virkelig heller ikke her hjemme..
 

 
 
 
Læg mærke til himlen, som er helt sort, men solen skinner på mig og Elias' urne, og på kirkegården, så man faktisk kan se at der er skygger på det her billede, som slet ikke er at se på nogle af alle de andre vi har taget. Solen var også væk lige så snart der kom jord på urnerne.
 
Skyerne lukker sig om det lille hul solen skinnede igennem.
 
På stedet hvor Elias ligger, er sat en Sankt Hans urt, vi havde så købt små buketter til graven, og i Elias' har vi sat en lille fugl. Der ligger min søn så.. Ikke i sin vugge, ved siden af sine forældre seng!
 
Elias og oldernes grav!
 
Rene som pakker babyudstyret sammen igen, efter vi har kigget at det hele var der, og krydset af på bestillings sedlen. I de to kasser, den ene i gangen, den anden i stuen er barnevognen, loft og pusletaske - I alle kasserne og poserne er alverdens andre ting. Lige fra sutteflasker til sengetøj. VI har valgt at købe hele serien "Trille Retro". Og vi har handlet med det mest fantastiske sted, www.onlinekids.dk, de kom ind og snakkede med os, og var virkelig forstående og søde.


 
9. November 2007
- Elias hjemme i stuen :S
 
I morges vågnede jeg, og havde ekstremt dårligt, tænkte det var mærkeligt at jeg har det værre i dag, end i går, for sprøjten plejer da at stilne af hen af fredagen - Hmm - jeg har vist fanget mig noget forkælelse/influenza blandet med en god gang bare træls!!

Vi har hentet Elias' urne i dag. Men fordi det stormer som bare pokker, vil vi ikke trække graveren ud og grave hul til urnen, så vi er blevet enige om vente til mandag. Så nu står Elias' urne hjemme i stuen. Det er godt nok lidt mystisk at have ham stående her hjemme, i en urne. Lidt skræmmende, og helt forkert!

Det var jo ikke sådan jeg skulle have min søn hos mig. Han skulle jo ligge i sin vugge og pludre, ikke stå i en urne på mit tv bord! Åhh jeg savner min lille smukke mus!

jeg savner hans søde fine næse, som ligner hans storebrors helt vildt. Jeg savner hans søde små læber, og de fine små ansigtstræk, som gjorde ham til sit helt eget menneske. Jeg savner at røre ved hans små ting fingre, og kramme ham helt tæt ind til min kind. Åhh altså!! Min søde Elias!!
 
8. November 2007
- Kontrollen i dag.
 
Jeg havde glædet mig meget til at komme ind til kontrol i dag. jeg har den bedst tænkelige læge, som altid kan berolige mig, og sige det helt rigtige til mig, også selv om det ikke altid har været så positivt.

Denne gang havde jeg enormt brug for at høre at Elias' misdannelse ikke har noget med min sygdom at gøre, eller min medicin.

De ringede i morges for at flytte tiden, og jeg var lige ved at gå i panik, fordi jeg troede de ville aflyse, men de ville bare have mig til at komme 1½ time før. Da jeg kom der ind fik jeg tager blodprøver som jeg plejer, og var lettet da jeg ikke skulle ind til den samme som sidst, som jeg sad og snakkede graviditet sammen med.

over på afdelingen gik jeg ned for at hente ny forsyning af sprøjter, og en ny bøtte til nåle, og stødte ind i hende der havde ringet i morges, og jeg snakkede lidt med hende. De ved alle hvad der skete med mig og med Elias, og de havde åbenbart snakket lidt om det indbyrdes, sådan noget berører jo alle. jeg fortalte at jeg havde brug for at høre at det ikke er min skyld at Elias skulle dø, og hun startede med at garantere at det var det altså ikke, det var sort uheld. Super skønt, og virkelig dejligt at møde forståelse, og nogle som gerne ville snakke om Elias, og det der skete, om vi holdte ham, om vi så ham, hvad der så skete - Ja det vil alle jo, men dem på sygehuset er så ligefrem til at spørge.

Inde ved lægen sagde han heldigvis det samme til mig, at det ikke har noget med mig at gøre, og heller ikke sprøjterne, han havde tænkt lidt over om der i mine æg kunne været sket skade, men så vidt jeg forstod havde han snakket med en specialist, som havde afvist det. Igen er vi tilbage til at det bare er pisse uheldigt at det lige skete, og at det skete for os - Hvilket er enormt betryggende, da vi jo stadig en gang gerne vil gøre både Sebastian og Elias til storebrødre!

Dog skal vi lige vente lidt med at gå i gang med at få flere børn, ikke at vi er gået i gang, men det er jo selvfølgelig et spørgsmål der fylder meget. Rent underlivs mæssigt kan vi sagtens få flere børn, men inden vi gør noget som helst, vil lægen gerne se en knoglemarvs-biopsi, for at se om knoglemarven rent faktisk er i bedring, som blodprøverne hver 4. uge viser.

Hvis vi skal have et barn mere, skal jeg jo tage sprøjter i yderligere et år, fra jeg bliver gravid, og derfor skal vi lige sikre at de nu også virker, så det er en holdbar plan at gå i gang med. Ingen af os ønsker at skulle ud i at frygte for barnets liv, på grund af mit helbred, en gang til!

Såå indtil videre er planen at jeg tager ind og får lavet knoglemarvs biopsi på onsdag, og så skal vi vente på svar, og det tager sin tid før de kommer.

Han sagde at jeg aldrig vil skulle i behandling med Glivec mere, den kemo jeg fik de første 3 år. Men det er fordi at de giver mig så frygtelig mange bivirkninger, og mit medicin forbrug er meget større når jeg får det, end de her sprøjter. Der kommer snart et nyt stof på markedet, til den her sygdom, og når jeg ikke længere skal have sprøjter, så vil jeg skulle have det, for der skulle åbenbart ikke være så mange bivirkninger forbundet med det.

Sikke meget der er sket på de sidste 3½ år. Før troede vi at jeg skulle dø, så fik ejg lov at leve. Så troede vi aldrig jeg kunne få børn, og så fik vi log at prøve, og vi fik Elias. Så troede vi at jeg skulle leve med Glivec, som er fyldt med bivirkninger, og nu ser det rent faktisk ud til at jeg vil kunne få noget der hjælper mig lige så godt, men med mindre bivirkninger..

trods alt det grimme, så sker der da fremskridt :)

Nåh, men vi fik så også lige besked om at Elias' urne er klar ude på krematoriet. Han er blevet brændt, og er klar til afhentning, så det gør vi i morgen. Det betyder at han også skal sættes i jorden i morgen. Så i morgen skal min lille dreng ned i den kolde jord og ligge.. Heldigvis ved jeg at det kun er "de jordiske rester"..

Det hele bliver bare alt for virkelig nu, og jeg er slet ikke klar endnu.. Åhh nej nej nej!! Det er alt for skræmmende.

Men gøres skal det jo, så det klarer vi jo nok også!
 
7. November 2007
- Så er gravstenen bestilt.
 
Sådan noget *en masse grimme ord*

Med Elias på krematoriet, og ingen sten på graven, er det jo ikke andet end et gravsted med en masse visne blomster, og en skaldet Sankt Hans urt!

Men lige om snart, så kommer Elias hjem fra krematorier, og vi skal lægge ham i jorden, stenen kommer på graven, og så har begravet mit barn. Jeg har et gravsted til mit barn.

Det er simpelthen alt for virkelig, og nu gør det ondt igen! Nogle gange, i løbet af dagen, kan jeg godt tillade mig selv at "glemme" alt det der er sket, og lade som om at det slet ikke er hændt os, og endda smile og være glad, og nyde at jeg lever. Men størstedelen af dagen er jeg trist, ked, vred, og sidder bare opgivende i sofaen, trykker opdater på UM siden hele tiden, uden endda at læse noget når der sker noget nyt.

Stenen på graven, med lille Elias' urne i, gør det hele meget mere virkeligt, og det er selvfølgelig både godt og skidt. For når jeg så en dag vågner, og spørger mig selv om alt det her lort virkelig er sket, så kan jeg tage på graven, og sige at ja det er det.. Men også noget skidt fordi at jeg så ikke længere kan lulle mig hen i en verden hvor jeg kan drømme om at det altid er sket, for der vil altid findes beviser på at det virkelig er sket..

Så har vi lige 14 dage til at skaffe de sidste penge til stenen, selv om vi efterhånden har sparet mange sammen, og venner og familie har hjulpet ligger hele beløbet altså ikke i kuverten endnu. Men da vi stod der ude, så føltes det bare så forkert at skulle spare på så vigtig en ting, det er jo ikke noget man lige får lavet om senere i livet. Så den skulle være rigtig fra start! Vi valgte en sort granit (tor jeg nok det hedder), den er poleret på fronten, med rå kanter, virkelig smuk. Rene valgte skrifttypen, som også er virkelig fin, og hvad der skulle stå var vi enige om fra start.

Åhh - For en i pokker sådan en sten er dyr!! Heldigvis så gav han os lidt rabat. Vi havde besluttet at Sebastian skulle give Elias en sten også, en meget lille en, og så skulle der bare stå "Lillebror" på den, ligesom at ældre mennesker får sten der står "Mor", "Far" eller "Bedstefar" på. Den fik vi så heldigvis som rabat!!

Nu kommer det sværeste af det hele jo så.. Vi skal have indrettet gravstedet..!! Og eftersom vi har valgt et familie gravsted, så er vi jo flere om at bestemme, og jeg kan godt mærke at jeg ikke er ret god til at gå på kompromis her i tiden. Jeg håber at vi kan blive enige, uden alt for meget brok! Jeg vil gerne have at vi ligger trædesten op i midten af hele gravstedet, for jeg VIL have at Elias' have er sådan en man kan gå ind op, og man må opholde sig i. Sebastian skal vide at han altid er velkommen hos sin lillebror, og at han gerne må gå rundt der inde. Det bliver lidt nemmere hvis vi ligger trædesten der ligesom guider lidt hvor man kan gå.

Når vi så en gang vinder i lotte har jeg en idé at der skal stå en lille sten bænk for enden af den række trædesten, så man kan sætte sig, og snakke med Elias. Ideen fik jeg da vi var der oppe til Alle helgens gudstjeneste. Det var en frygtelig oplevelse fordi præsten havde valgt at lægge en barnedåb sammen med. Så jeg, Sebastian og Rene gik ud til graven og ventede på at de var færdige. Jeg kan da ikke sidde og græde, og mindes min søn, mens jeg bliver tvunget til at se på en lille dreng der pludrer, græder osv. Der sad en hel masse og græd over deres døde familie medlemmer, som blev nævnt i kirken, og så en hel masse festklædte dåbs gæster. MEGET forkert blanding.

Nå men da jeg stod ude ved graven, kunne jeg mærke at jeg havde et stort behov for at kunne sætte mig ned der ude, og snakke med Elias, så det må være målet for det gravsted. En stenbænk, så jeg kan sidde og snakke med Elias.

I går gik jeg så kold. - Jeg ved at jeg ikke lever som jeg burde lige i tiden, men jeg glemmer simpelthen at spise. I går eftermiddags havde jeg så ikke fået spist hele dagen, og lige pludselig blev jeg meget skidt, svimmel, og havde det som om at jeg var tæt på at besvime. Jeg skyndte mig at spise, men det endte alligevel med at jeg bare lå på sofaen og havde det skidt. Jeg faldt så i søvn, og sov et par timer, men jeg havde det stadig skidt bagefter, og hen på aftenen.
- Så i dag har jeg så husket at spise, eller rettere, Rene har husket at minde mig om at jeg skal spise.

Jeg har fået lavet de første 10 sider i Elias' mindebog, og i går gik jeg så lige i panik. Jeg er allerede nået til begravelsen, og hvad søren skal jeg så give mig til når jeg ikke længere har Elias' bog at gå op i? Hvad så når hele det vi har at mindes om Elias er skrevet.. Rene var så sød at sige at der hele tiden vil komme mere. En ny side til når urnen kommer, når stenen kommer på, de forskellige årstider på graven, og mindedagene der oppe..

Update kl 17:40

Jeg har lige brugt 1½ time på at snakke med en rådgiver på "landsforeningen for spædbarnsdød". Da jeg købte det tøj vi troede Elias skulle have på, gav jeg dem samtidig mit telefonnummer. Siden den gang har de så ringet ca. en gang om ugen, desværre har jeg bare altid været i gang med noget når de har ringet. I dag passede det så!

Det var skønt at snakke lidt om Elias, eller rettere meget, og fortælle alle de ting som jeg bare gerne ville sige. Da jeg havde snakket længe gik det op for mig at hun næsten ikke sagde noget, at jeg bare rablede det hele af mig. Skønt at der er sådan nogle tilbud, for jeg magter virkelig ikke selv at tage telefonen og ringe når jeg har brug for at snakke, men når der er nogen der ringer på den måde, så tager man den jo på et eller andet tidspunkt.

Vi snakkede lidt om det med at jeg syntes at verden bare fortsætter, men jeg ikke gør, og det sagde hun at selv om man ikke magter det, så er man egentlig selv nød til at fortælle folk at man ikke kommer videre, at det kun gør mere og mere ondt, at man får mere og mere brug for dem, og at fordi der er gået knap 3 uger - Så er jeg altså ikke nået over det punkt hvor jeg har brug for en sms, en blomst og et knus. Faktisk så har jeg nok endnu mere brug for det nu, end da det lige var sket.. Sååå - her, så er det sagt.. Jeg har stadig brug for jer!!

Der er utrolig mange der spørger hvordan det går, og hvordan vi har det, og lige nu er det bare hade spørgsmålet. Vi aner ikke hvordan vi har det, den ene time går det okay, den næste er det hele noget lort. Så jeg orker simpelthen ikke at svare på sådan nogle spørgsmål, og jeg er vist blevet rigtig god til at undgå at svare på netop det spørgsmål. Nogle få har jeg bedt spørge om noget andet, hvad jeg har lavet i dag, om Sebastian har været i børnehave, eller hvad farve min strømper er - Det er spørgsmål jeg kan forholde mig til, og samtidig svare på. Det kan jeg under ingen omstændigheder hvis folk spørger hvordan det går.
- Jeg ved Rene har det ligesådan, det har vi i hvert fald snakket rigtig meget om her på det sidste. Og oplevet mange gange at en af os sidder opgivende, fordi der er kommet en sms, med netop det spørgsmål!
 
6. November 2007
- Fantastiske Heather Spears og en venlig sjæl!! 
 
Åhh.. (Tabte lige pusten)

I dag kom endnu en tegning fra Heather, et venligt menneske havde lavet en aftale med Heather om at hun skulle tegne en tegning til os, men sende regningen til hende. Derfor skrev Heather til mig at jeg skulle sende billeder af os alle 4, og så ville hun tegne os, som hun havde aftalt med en anden. (Jeg ved godt hvem den glade giver er, en her inde fra, men jeg er ikke klar over om hun ønsker at stå frem)

Tegningen kom så i dag, og jeg mener det, jeg tabte pusten. Hun er ikke mindre end et vidunder hende Heather Spears. Hun fanger alt det som jeg ser i os hver eneste dag, men blot ud fra et foto som jeg ikke engang selv syntes var særlig godt. Hun fanger det ved Elias som jeg så fra første øjeblik, men som jeg ikke engang selv kan se på billederne.

Åhh Hun er bare min helt i denne tid!

Som Elias ligger der, smiler han næsten, og jeg husker at jeg sad med ham inde på sygehuset og sagde til Rene at han så ud som om han smilte til os. Det syntes ikke ikke billedet viste, men ikke desto mindre har Heather Spears endnu en gang formået at tegne Elias, lige som jeg husker ham, og gerne vil huske ham for evigt.
 

 
Åhh - Jeg er bare så glad lige nu, så alt det træls og triste og sure jeg har oplevet de sidste uger og dage, heldigvis er overskygget af en følelse af at have "samlet" hele familien, og det giver mig en ro jeg ikke har haft længe!

Så jeg vil slutte nu, og glæde mig over at når jeg en dag kigger tilbage i dagbogen, vil jeg se et dagbogsindlæg, blandt alle de sure, som bare er glad og godt :D
 
4. November 2007
- En blandet fornøjelse.
 
Tjaa.. I går var der vores lokale revy her i byen, og Rene og jeg var blevet inviteret med, og havde besluttet at takke ja. Både fordi jeg plejer at elske revyen, og ikke vil gå glip af den, men også fordi jeg havde en eller anden forestilling om at hvis vi selv viste os ude blandt folk, så kunne det være det lettede stemningen over køledisken lidt.. Nogen gange er det meget svært at møde folk, fordi de ikke ved hvad de skal sige, og derfor undgår os.

Det blev en meget blandet fornøjelse. Første store avs i maven kom, da jeg så en der har termin 3 dage før jeg havde termin med Elias, det gjorde frygtelig ondt at se hende i "lykkelige omstændigheder" når jeg sad der, uden mave og uden barn. Det er selvfølgelig ikke hendes skyld, og jeg ønsker heller ikke samme skæbne som hende, men det gav et gevaldigt stik i hjertet, da hun jo netop lige nu står for alt det jeg har mistet..

Det gjorde mig i rigtig trist humør, og jeg blev rigtig ked, derfor var den første del af revyen bare ikke spor sjov. Lige pludselig føltes det som om jeg sad inde i en osteklokke, og kiggede på folk der grinte og havde det sjovt, og jeg tænkte at det var helt forkert, at jeg sad og havde så ondt i hjertet, det er kun 14 dage siden min verden væltede, og så var alt bare ved det gamle, og folk grinte!!

Heldigvis kom jeg over det punkt igen, men jeg var meget tæt på at gå hjem. Det der blev vendepunktet var at der faktisk var ikke mindre end 3 mennesker der rent faktisk snakkede med mig om det. Åhh det var lige det der skulle til, jeg havde bare slet ikke brug for at sidde i en forsamling hvor jeg ved at langt de fleste ved hvad der er sket, og så ikke en eneste siger noget om det. jeg har stadig et enormt behov for at få lov til at snakke om Elias, men jeg vil ikke være den der bringer det på banen en hyggelig aften, for jeg ved ikke om det ødelægger de andres humør. Heldigvis er der her i byen en hel stak viljefaste kvinder, som bare gør det :D Så jeg fik snakket lidt, og så var humøret godt igen.

Det gik godt resten af aftenen, og som folk kom ud på gulvet og bevæge sig rundt, fik jeg rigtig mange knus, og klem, fra folk som bare ville vise mig at de godt vidste det - Det var virkelig rart. og lige pludselig følte jeg mig bare godt tilpas, og.. hmm.. hjemme..

Jeg havde svoret at jeg ikke ville drikke alkohol, for når man er trist så bliver man meget nemt i endnu værre humør når man drikker. Men eftersom aftenen blev hyggeligere og rarere som den skred frem, endte jeg da alligevel med at drikke en lille smule. Lige præcis tilpas nok til at jeg fandt ud på dansegulvet - Et sted som jeg ellers ikke befinder mig ret meget på, ikke fordi jeg ikke kan lide at danse, for jeg ELSKER det, men jeg har simpelthen bare ikke rytme i kroppen, og mine fødder sidder forkert *Gg* Heldigvis var der da nogen der var ligeglade med det..

Som f.eks Rene, som jeg har været kærester med i over 1½ år nu, og ALDRIG har danset med før.

Som sagt, en meget blandet fornøjelse! Startede trist, men endte fantastisk! Jeg er virkelig glad for at vi tog med, og for at jeg blev og holdt ud da det var surt.

Jeg er også sikker på det bliver nemmere at gå i børnehaven, eller i brugsen fra nu af - For nu har vi bevist overfor os selv, at selv om det hele nogle gange er noget *en masse grimme ord* så er vi stadig et eller andet sted os selv endnu, og vi har vist os overfor andre mennesker, så det bliver garanteret lettere for os alle næste gang.


- Nu mangler vi så bare at det også bliver nemmere at være alene med mig selv. Det syntes jeg stadig er enormt hårdt, når tankerne om Elias kommer, og der ikke lige er nogen til at snakke med om det.

Der var en der sagde, at jo mere vi snakker om Elias, til alt og alle, jo mere virkelig bliver han også for os selv. Det har jeg opdaget nu er rigtigt, og jeg vil så gerne snakke om ham hele tiden. Det gør minderne om ham stærkere for mig, og de bliver bedre og bedre "plantet" i mig for hver gang jeg fortæller om ham.
 
1. November 2007
- Så er det slut for denne omgang.. Puh.
 
Jah, så er det slut for os, for denne omgang..

Vi havde egentlig optaget så mange afsnit til serien om "De unge Mødre" at de bare skulle køre videre i den næste sæson, til næste år. Men heldigvis har vi en rigtig god produktionschef og tilrettelægger, der gerne ville samle det hele i slutningen af denne sæson, så vi ikke skal gå hele vinteren og svare på spørgsmål om graviditet.

Derfor sad de bagerst i kirken, da bisættelsen fandt sted, og optog hele bisættelsen, men uden at stille os spørgsmål, og blande sig i det der skete overhoved. I dag har vi så lavet det aller sidste interview, hvor vi har fortalt om hvad der skete, og hvad vi har gået igennem.

Jeg syntes vi var seje! Jeg fik kun tårer i øjnene en gang, og Rene var sej, følsom og meget eftertænksom. Det var faktisk rigtig godt at få snakket ud om alt det der er sket. Også fordi Stine er så fantastisk sød, at jeg bare får lyst til at fortælle hende hele min livshistorie - Og i dag var der en hel masse der pressede sig på. Puha, jeg vidste slet ikke at jeg havde så meget brug for at snakke om det der er sket. Men det har jeg..

Det ved Rene heldigvis godt, og havde i morges ringet til lægen, og fået en tid til mig der inde i morgen. jeg bruger hende som "psykolog", da jeg er meget glad for hende. Det bliver hårdere og hårdere for hver dag der går. Jeg savner ikke Elias på samme fysiske måde mere, jeg render ikke rundt og leder efter ham mere, men jeg savner ham i mit hjerte, og det gør ondt i min brystkasse. Jeg ved nu at lige meget hvad jeg gør, så kan jeg ikke finde ham nogen steder.. Jeg ruger som en psykotisk høne med sine æg, over de ting vi har fra Elias. Jeg samler og samler og samler.

Jeg er gået i gang med Mindebogen til Elias, men det er nu alligevel svært. Jeg har skrevet lidt om Rene og jeg, altså Mor og Far, og om graviditeten.. Men nu er jeg gået i stå, det nemme er skrevet, og jeg skal til at tage fat i det der gør ondt, og er slemt..

Vi har mødt så meget forståelse, og fået så meget støtte, i alverdens former her de sidste dage. Og jeg er så glad for det, for hver gang jeg syntes verden er ond, og sætter mig til at have ondt af mig selv, kommer der en påmindelse, fra en eller anden, velkendt eller fremmed, om at der er nogen der tænker på os, og sender lidt hjælp, en tanke, eller endda en der har tilbudt at komme og lave flæskesteg til os - Det er lige nu det der gør at jeg ikke sætter mig til at dvæle i min sorg. Det og så søde Sebastian, som bare snakker i et væk, om alverdens ting.

Rene og Sebastian var ude og gå her til aften. Jeg har ondt og er syg, det er jo torsdag, så den tur fik de alene. Og da de kom hjem, kommer Sebastian stolt ind og siger at han har set karls vognen, og at der er 7 stjerner i karls vognen. Åhh han var bare så sød og stolt da han kom hjem og fortalte det.

Mon moralen kunne være, at man kommer til at sætte uendelig meget pris på de små ting?

Nadja - Minus 5 kg på en uge, men stadig med babyfedt på maven. Hvordan søren er det lige det kan lade sig gøre?
 
31. Oktober 2007
- Hjertelig tak.. Tandlægen med den store.
 
 
Vi har valgt kun at bringe denne i en af de aviser som kommer her i vores lokal område, men da der jo er rigtig mange, fra nær og fjern, der har sendt blomster både hjem til, og til kirken, syntes vi at den også skal ligge her.

Det er vores tak!!

Sebastian skal til tandlæge i dag. Heldigvis fortsætter hans hverdag, med alle de gøremål der er omkring ham, og det er nok noget af det der holder os oppe endnu, og får os til at stå op om morgenen, og få uden for en dør.

Jeg sidder lige og samler lidt energi, for det skal ikke gå ud over ham at jeg har det skidt. Det er utrolig svært at tage vare på et andet menneskes interesser, når man selv føler at hele verden er væltet - Men som mor, ja så gør man det jo, så godt man kan. Men der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at det er lige så meget resten af familiens fortjeneste at Sebastian ikke er så mærket af situationen, som det er min.. Ja måske endda mere deres skyld!

Opdate 16.30

Sebastian har været ved tandlægen i dag. En meget dejlig oplevelse, dog rundt af list mystisk.

Sebastian er SÅ god til at passe på sine tænder, og er rigtig god til at åbne munden, og er slet ikke bange for at tandlægen skal kigge i hans mund, og rode rundt der inde. Rene fik kæmpe ros for at passe Sebastians tænder, der er INTET at se på dem. De er simpelthen så fine!

Han har den fineste rokketand, som det dog kan tage lang tid til den kommer ud. han er ikke så god til at få rokket med den, så hun mener at den først kommer ud en gang i næste år. Stakkels dreng, når han nu går og venter spændt på tand feen.

Hun spørger ham så hvor gammel han er, "5 år" svarer han selvfølgelig, hun kigger så undrende på ham, og spørger hvornår han bliver 6. Det ved han selvfølgelig ikke, så jeg fortæller at det bliver han i juli. Han er så ved at få sine 6 års tænder, et år for tidligt. Vi får lov at kigge i hans mund, og kan se at huden er meget hævet der hvor de skal komme, det forklarer nok hvorfor han ALTID render rundt med en finger i munden!! De tager røntgen af de der 6 års tænder, og ganske rigtigt, så ligger de LIGE under huden, og kan komme hvornår det skal være.

Ihh - Han er så stolt, for det må jo betyde at han er ved at blive stort og stærk *Gg*

Da han sidder og roder i skuffen med små legetøjsdimser, spørger tandlægen ham om han er blevet storebror, og om det blev en lillesøster eller en lillebror. Sebastian svarer ganske stolt, at det blev en lillebror, men siger så ikke mere. Hun siger at de har fået besked om at vi har fået en mere, og så må jeg jo så i gang med at forklare at det også er rigtigt, men at han altså blev født alt alt for tidligt, og døde kort efter fødslen. Det var ikke spor sjovt for mig, og tydeligvis heller ikke for hende - Som også var min tandlæge da jeg var bette.

Øhm.. Jah.. Hvad gør man så? Jeg tog det nu flot hvis jeg selv skal sige det, vi snakkede lidt om det, hun undskyldte, og jeg fik sagt at det altså ikke gør noget at hun spurgte. Det er vigtigt at Sebastian får lov at være stolt af sin storebror titel, som han ér meget stolt af, og som han hele tiden spørger om. Han spørger tit om han stadig er storebror selv om Elias er død. Så det er vigtigt for ham at vide at han altså ér storebror, bare til en engel.

I aften tager vi på Gl. Estrup slot, der er noget alle helgens arrangement. De slukker alt lyset, og så er der tændt stearin lys på hele slottet, og rundt omkring i de forskellige rum bliver der fortalt spøgelses historier.

Vi var der ude for nogle år siden, da Sebastian ikke var så stor, og allerede den gang var det et hit. Jeg glæder mig meget til at tage af sted med ham i år, og jeg tror vi alle har brug for lidt kvalitetstid sammen, som kun handler om Sebastian!
 
30. Oktober 2007
- Tegning af Elias
 
Åhh ja!

I dag kom der så lige en tegning ind af døren. På sygehuset havde vi fået en seddel med en mail adresse på en dame der hedder Heather Spears, som tegner døende og døde børn. Vi bestilte for et par dage siden en tegning hos hende, for hun er samtidig også meget billigt (Dog er tegningerne heller ikke vildt store, men fine og tilpas)
 
 
Er han ikke bare dejlig?
- jeg er meget i tvivl om hvem der kan tåle at se et dødt barn, og specielt et der er så lille som Elias. Derfor valgte vi at få lavet tegningen af Elias, så vi også kan have ham hængende i stuen.

Jeg vil nu gerne have lavet en større tegning, enten af et billede hvor jeg sidder og kigger på Elias lige efter jeg har fået ham op til mig for første gang. Eller også vil jeg have tegnet os alle sammen sammen, i et billede, så vi har et helt familie portræt.. Det ligger nu lagt ude i fremtiden, for det er pengene altså ikke til, og det er nu altså en del vigtigere at få en sten til graven først. Dog ved jeg at en veninde gerne vil hjælpe os lidt på vej.

Dagene er hjemme bliver værre og værre at komme igennem. Sorgen bliver tungere og tungere at bære, og jeg bliver mere og mere ked af det.

Jeg prøver hele tiden på at få alting til at falde i hak, jeg har enormt brug for at have kontrol over alting, og det gør ondt i min brystkasse når det bare ikke gør som jeg, eller at jeg føler mig mister kontrollen. Jeg er bange for at græde, fordi jeg føler at jeg så mister kontrollen, og når jeg så en gang imellem græder, så gør det så ondt at jeg bliver helt bange for at der er noget galt fysisk.

Elias' CPR nummer er kommet i dag! Og det var virkelig dejligt at se. Det er samme slags papir, og måde som da jeg fik Sebastians, og det betyder bare rigtig meget i min opfattelse af at Elias virkelig nåede at få status som et barn! For mig vil han jo altid være min søn, mit barn og min baby, lige meget hvad! Men det er rart at kunne sige til folk at han faktisk VAR et anerkendt menneske! Han levede bare alt for kort tid.. Jeg har efterhånden opdaget at folk nemmere kan forstå at jeg er ked af det, og sørger, når de finder ud af at Elias har levet, og altså var et barn - Tåbeligt, for havde han været død ved fødslen havde min sorg været mindst lige så stor, måske endda større fordi jeg aldrig nåede at opleve ham i live, men folk syntes åbenbart at det er mere legalt at sørge over et menneske man har mødt i live.

I dag har vi købt "Brødrene Løvehjerte" på bog, en venlig sjæl gav os et gavekort til Bog og Idé, og ingen af os var i tvivl om hvad det skulle bruges til. Det er for det første min yndlings butik, og for det andet så havde vi faktisk bestilt bogen, så det faldt bare helt vildt godt sammen. Der er så mange gode ting i Bog og Idé.
- Så også lige den bedst tænkelig bog til Sebastian - Pirat(ologi eller sådan noget). Totalt sej bog, og Sebastian elsker pirater. Men det venter lige til efter den første, så er der penge i kassen igen, og så er det vist heller ikke for tidligt at begynde at købe lidt julegaver.

Nu tror jeg at jeg vil i gang med en minde bog til min elskede Elias. Der er kommet lidt billeder, og jeg tror måske at jeg er ved at have lysten, og lidt af modet til at gå i gang. Om ikke andet, så bare med graviditeten, der er da et rimelig harmløst emne!

Åhh - Det er nu altså lidt svært alligevel..

Bliver lige nød til at tilføje - Og det vil måske virkelig lyst mystisk på nogen, hvis man ikke lige forstår det *Ss*

I dag blev jeg spurgt, om det var okay at sende os en lille ting. Egentlig et godt spørgsmål, for når man er som jeg tit har været, så vil jeg gerne klare alt selv, vise at jeg kan, det er mig der er forsørger osv. - Bare spørg Rene hvor svært det var at få lov at betale når vi handlede ind, i starten.

Da jeg fik det spørgsmål, tænkte jeg "Ja selvfølgelig er det okay, selvfølgelig er det okay, hvordan skulle det kunne være andet?" - Kom jo så senere i tanke om hvordan jeg har det bedst med at styre alt selv.

Men bliver så bare nød til at skrive lidt her, når man oplever sådan noget her, så magter man absolut intet selv, og enhver tanke betyder ALT for en.

For at skitsere hvor lidt man tænker på, så er min telefon netop blevet lukket, fordi jeg ikke betalte min regning d. 20 - Praktiske ting har jeg slet ikke kunnet tænke på. Inden vi tog på sygehuset var der en der spurgte om vi havde husket at købe ind til vi kom hjem, havde hun ikke gjort det, så havde vi nok ikke haft ret meget at spise. Jeg får hver dag, omkring kl. 16 ondt i maven, fordi jeg simpelthen har glemt at spise, hvis Rene ikke minder mig om det.

De breve, og mails folk sender mig betyder SÅ meget for os. netop fordi vi ikke magter noget selv, betyder en tanke fra en anden endnu mere, man føler sig magtesløs, men enhver tanke er det der gør at man lige vågner op igen et øjeblik.

Derfor tager vi imod ALT, hver eneste mail, brev eller ting som folk har givet os. Jeg har simpelthen mistet behovet for at være den der klarer de ting selv, og behovet for at være den der giver - Nu har jeg bare enormt brug for at mærke at nogen tænker på os, og den varme det giver.

Vi har ikke ret mange minder fra Elias, vi har det noget af det tæppe vi svøbte ham i, og det klæde de havde pakket ham ind i efter obduktionen, og så billeder - Det er de fysiske minder vi reelt har fra Elias. men alligevel føler jeg at vi har "en masse", for når jeg kigger i kassen er den næsten fyldt, og vi er klar til at fylde i en mere.. Men det er alle de ting som folk har givet OS der er de minder vi knytter til tiden med Elias. En veninde her inde fra sendte en engel, den ligger i kassen, en masse har givet os blomster, og alle kortene ligger i kassen, kort og bånd fra blomster i kirken ligger i kassen - Og alle der vil være med til at give os ting vi en dag vil knytte som minder til den her tid, kan jeg kun byde hjerteligt velkommen til det.. Jeg har ikke brug for at være den der styrer det hele selv lige nu, jeg har brug for at der er nogen der hjælper mig med at mindes Elias, og hjælper mig med at give nogle gode minder.

Jeg blev helt paf da vi fik den første gave, 4 styk stearinlys, 3 blå, og et rødt. Tænk sig, jeg tør næsten ikke tænde dem, for de er blevet til minder om vores lille familie. Det røde for mig, de tre blå for Rene, Sebastian og Elias - Jeg er virkelig taknemmelig for de minder jeg er blevet givet, ved 4 simple stearinlys!!

Ej - Jeg ved slet ikke om jeg fik skrevet det jeg ville. Det var bare lige vigtigt at sige, at jeg der ikke er nogen der træder os over tæerne ved at sende mail, breve og en venlig tanke, det er kun rart. Jeg tjekker mails hele tiden, i håb om at der er nogen som ikke er spam-mail, og står nærmest ude ved postkassen så snart den orange postbil kommer forbi.

Noget af det der var aller bedst i kirken, var også at der rent faktisk var nogen der bare kom. nogen vi ikke havde "inviteret" men som bare kom fordi de følte med os, og ville vise sig for vores skyld. Vi TROEDE fra start at vi kun ville være os og den nærmeste familie, men her bagefter er det jeg husker bedst faktisk hvor glad det gjorde mig at se at der kom så mange mennesker uanmeldt - Og at der kom så mange blomster. jeg blev helt chokeret da vi kom ind i kirken, og så at det halve af gangen alligevel var fyldt med blomster, selv om vi havde sagt at vi kun ville være den nærmeste familie..

Men ved slet ikke hvad man vil, før man står I det, og vi vil bare have støtte, og hjælp til at mindes Elias!
 
28. Oktober 2007
- Nej altså!! Sådan noget møg!! 
 
Ihh, ÅRH, ARGH!!!

Sådan noget bæ!! Det er bare IKKE spor fedt at gå og vaske tøj, tørre det, og lægge det sammen, for at ligge det på sengen, for at pakke det helt væk. Det gør ondt at pakke det ventetøj sammen, som jeg har købt, til at få en dejlig graviditet, med min elskede søn. Det er ikke spor sjovt at pakke drømme, håb og ønsker sammen, uden at have et levende baby-barn i armene.

Øv hvor føler jeg mig snydt!! Godt og grundig taget ved næsen, og jeg er ikke sur, jeg er ikke vred, jeg er bare så ulykkelig over at det ikke kunne være anderledes.

Mit savn til Elias bliver på ingen måde mindre selv om tiden går, jeg bliver bare mere og mere psykotisk - Nej det gør jeg jo nok ikke, men sådan føles det!

Jeg bliver helt panisk hvis nogen går for tæt på kassen med Elias' ting, jeg bliver bange for hvis nogen nærmer sig min sofa, som jeg har spærret mig inde i. Den lille 2 personers sofa, er blevet mit faste opholdssted, og rundt omkring i og på hele sofaen ligger alle Elias' ting, tæpper, bøger, papirer, kort fra folk, breve, bamser osv. Der er kun lige plads til mig, og min computer.

Jeg får ondt i brystkassen ved tanken om at noget skulle blive væk, eller blive ødelagt, eller hvis noget i det hele taget bare er forkert, eller ligger forkert.

Jeg vil i gang med at lave en mindebog til Elias, og jeg kan ikke vente med at komme i gang. Men samtidig ligger det hele bare og stirrer på mig, og jeg er så bange for at hvis jeg først begynder at kigge i kassen, så finder jeg ud af hvor ufattelig lidt det er vi rent faktisk har fra vores elskede søn. Jeg er bange for jeg kommer til at ødelægge noget. Tænkt hvis papiret ikke er syrefrit, tænk hvis jeg kommer til at græde på tingene, og blækket løber ud, eller tænk det bare går i stykker ved berøring.

Samtidig så føler jeg at hvis jeg får lavet bare en lille smule af alle de ting jeg gerne vil, så har jeg Elias tættere på mig. Det gør så skide pisse meget ondt inde i hjertet, i brystet, i maven, ja helt ud i fingrene, at han ikke er her..

Om dagen er det til at klare, jeg ved at hvis han er i himlen, og selvfølgelig er han det, så er der varmt, trygt og godt. Men hvor er han når natten bliver mørk, og alle skyerne er væk? Er der nogen der kysser ham godnat, eller holder hans hånd når han skal sove, eller er der i det hele taget nogen der passer på ham - Han er jo så lille, og skal bruge sin mor!

Sebastian er for det meste sød, hvilket er rigtig godt, for jeg har ufattelig meget brug for ham tæt hos mig. Jeg er ikke bange for at han dør fra mig, men jeg er bange for hvad der sker hvis jeg ikke har ham hos mig, jeg er bange for at jeg bliver helt bims, hvis ingen af mine børn er hjemme! Jeg frygter for i morgen, hvor jeg har lovet at vi kan tage over og besøge oldefar og oldemor, for jeg ved at jeg ikke får ham med hjem igen - Og hvad har jeg så at bruge alle de her forbistrede hormoner til, eller på?

Det hele er bare sådan noget møg!! Min tålmodighed overfor døde ting er blevet ufattelig lille, hvis tingene ikke lige gør som jeg vil have de skal, opgiver jeg, eller bliver vred på dem - Sikkert en naturlig reaktion, men jeg ved jo i min fornuft godt at fjernbetjeningen, eller avisen ikke kan gøre for at jeg er i det her humør. Jeg trøster mig dog med at det er døde ting, men frygter også lidt hvad der sker når det lige pludselig er computeren der ikke makker ret.

Hvornår får man sin selvkontrol tilbage, så man ikke står inde midt i PhotoCare og tuder, eller smider med tingene fordi de ikke hører efter?

Kære Gud - Giv mig styrken til at komme igennem det her!!
 
26. Oktober 2007
- Bange for at miste!!!
 
Ja, jeg er SÅ bange for at miste, bange for at miste minderne om Elias!!

I dag har vi derfor lavet alle billederne, og de få videoer vi har med ham, på ikke mindre end 4 forskellige cd'er, som skal placeres rundt omkring hos familien. Tænk nu hvis hele huset her hjemme brænder ned, så er ALLE minder om Elias væk, og tænk nu hvis min mors hus brænder på samme tid. Tænk hvis computeren går neden om og hjem, eller den eksterne harddisk står af.

Jamen jeg er PANISK! Jeg tør ikke slette billeder og videoer fra kameraet. Min mor kørte os ind til PhotoCare i dag, fordi jeg vil have fremkaldt alle billeder, hvis nu alle cd'erne går i stykker, og computeren står af. Inde ved PhotoCare spurgte de om det skulle laves i deres hus, eller sendes til tyskland, og jeg sagde at både jeg og de selv nok ville sætte pris på at det blev sendt til tyskland, da det er billeder af et dødt barn.

Og så snakkede vi lidt, og i det hun sagde noget med at hun vidste det var hårdt, for de havde selv været der, så brød jeg bare totalt sammen, hulkede højlydt, og kunne ikke trækkevejret. Jeg blev så ulykkelig, og så bange igen!!

ARGH!! Hvorfor skal det være sådan her? Jeg kan slet ikke styre mine reaktioner! I går sad jeg inde ved lægen, og sagde at hvis man kunne være det, så var vi nok faktisk okay, og at jeg var lige ved at tro at jeg tager det for nemt! Det trækker jeg tilbage, jeg er IKKE okay, og det er bare ikke spor nemt!

Pigerne inde på "små engle" havde godt nok sagt at jeg skulle forberede mig på at jeg godt kunne have gode dage, og så ryge i kulkælderen igen - Men det var jeg ikke forberedt på. Jeg troede at når man begyndte at få det bedre, så ville det blive bedre og bedre for hver dag. Ikke sådan her..

Jeg kan ikke klare det, det kan jeg altså bare ikke. Jeg savner Elias så ubeskrivelig meget, og jeg aner ikke hvad jeg skal stille op med mig selv, jeg sidder bare her, og kigger billeder igen og og igen og igen, og ellers går jeg rundt og føler mig tåbelig, for jeg kan godt mærke at jeg mangler noget, og det er nok også det jeg leder efter, men jeg ved jo i fornuften godt at jeg aldrig finder det jeg mangler. Nemlig Elias!!

Jeg siger det lige igen, det er sgu tortur det her!!

Jeg er så bange for at hvis jeg begynder at tænke på noget andet, så kommer jeg til at glemme Elias, jeg er så bange for at hvis jeg ikke får skrevet alt ned nu, får gemt billederne i alle landshjørner, og får lavet tegninger jeg kan hænge på væggene, så vil jeg en dag vågne, og ikke huske hvem han var, og hvordan han var - Og det skræmmer mig!

Hvad gør man lige?
 
25. Oktober 2007
- Hvem har besluttet.. (Tankerod)
 
Hvem er det lige der har besluttet at verden kører videre selv om jeg føler jeg står inde midt i en bobbel og skriger?

I dag skulle Rene og jeg til læge, vores søde læge er hende der samler op på os, og får tjekket at vi nu ikke går helt neden om og hjem, så vi har haft en ugentlig samtale de sidste 3 uger.

Når vi nu alligevel skulle uden for en dør, hvilket jo ikke ligefrem er det man har aller mest lyst til lige i tiden, så besluttede vi at det måske var meget godt at spørge nogle af vennerne og veninderne om de havde lyst til at mødes med os. Jeg kunne på ingen måde overskue hvordan jeg nogen sinde skulle kunne nå til det punkt, hvor jeg har mod på at snakke med folk igen - Jeg er simpelthen bange for at jeg kommer til at gøre noget forkert, eller græde, eller sige noget forkert.. Eller i det hele taget bange for at glemme Elias, hvis livet bare skal gå videre som normalt.

Og det var jo så også det jeg oplevede, at da vi kom af sted er alt nøjagtig som det plejer. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, men noget burde da være anderledes, når nu der er sket så meget i mit liv?

Det var super godt at komme lidt ud. Lidt akavet til en start, da hverken de andre eller jeg vidste hvordan vi skulle starte. De havde en gave med til os, og havde skrevet et brev til os, som var det skrevet fra Elias, og det åbnede ligesom op for det hele.

Det var super skønt at snakke om Elias, om fødslen, og tiden efter, og om hans fine træk, hans lange fingre og alt det som man nu snakker om når man er stolt nybagt mor. Og faktisk, så viste det sig jo at det slet ikke var så farligt som jeg havde troet, og netop de mennesker lod mig bare snakke, og lyttede til min stolthed over min søn.

Vi havde bestilt et dåbsrør til Elias, jeg er sådan et menneske, som har brug for minder, og har brug for at gøre tingene på en helt bestemt måde. For mig er det bare naturligt at man får et dåbsrør, når man har en dåbsattest at putte der i, og denne situation gjorde nok at jeg havde ekstra meget brug for at have noget håndgribeligt at mindes Elias ved.
- Tåbeligt vil nogen side, for minderne er i hjertet, men jeg har brug for små ting, der viser at Elias ikke bare er noget jeg har drømt.

Samtidig med at vi bestilte dåbsrøret til Elias, bestilte vi også en æske til Sebastians første tand, og fik graveret hans navn der i. Mærkeligt at være i så dyb sorg, og så samtidig være så glad og stolt.

Åhh, vi fik også gået på avisen, og bestilt en "tak for opmærksomheden ved Elias' bisættelse"-annonce. Puha det er hårdt at stå og diktere sådan en, vi har jo ingen erfaring med sådan noget, heldigvis, og havde heller ikke regnet med at vi skulle have det før det var vores egne forældre der gik bort. Det gør ondt helt ind i ben og marv, når man kan se at folk ikke aner hvad de skal sige eller gøre, når de hører det er vores søn. Vi ved jo heller ikke noget, og det er lige præcis den reaktion jeg er bange for, det er så meget nemmere med folk som bare siger: "Det er sgu noget lort wha'"

Ved lægen mødte vi en af de søde lægesekretærer, kom hen og gav mig et knus, og sagde held og lykke med det hele. jeg spørger undrende hvad hun mener med det hele? Og siger at vi jo begravede ham i tirsdag - Det vidste hun godt, men havde set i tv at vi prøver igen.. Puh! Lidt hårdt at skulle fortælle at de optagelser altså er 6 måneder gamle, og at vi hverken prøver at få en mere, eller har lagt planer om det. og lige så synd var det for hende, som jo ikke vidste bedre, for det er jo netop det man ser i tv nu.
- Vi blev hurtigt enige om, Rene og jeg, at det nok er noget vi skal forberede os på vil ske mange gange i den næste tid.

Hjemme igen, efter at have hentet super-ungen, som ikke har overnattet hjemme i 7 dage, men selvfølgelig været her hjemme i korte perioder af gangen, satte vi os til at se tv sammen, han og jeg.

Der kom første del af brødrene løvehjerte, sikke et sammentræf, for lige netop den fortælling fortalte præsten om i sin prædiken til Elias' bisættelse. Det var bare så hyggeligt, og Sebastian kunne faktisk huske hvad præsten havde snakket om, og spurgte meget til om vi også kommer til Nangiala (staves?) når vi dør, om man kan spise og lave mad der, og om der virkelig er så mange fine blomster.
- Det var helt ubeskriveligt, og jeg syntes det er smadder godt at han tror himlen er ligesom der. Et godt sted, hvor vi alle mødes til sidst. I folderen til pårørende til spædbarnsdød står der at en af de ting man skal undgå at sige til forældrene er "Hvor er det godt I har de store børn", og det er rigtigt nok, det skal folk ikke sige, men faktisk så ér det godt at vi har Sebastian, han gør det bare så meget nemmere at holde humøret oppe, og så er han så dejlig, han spørger når der er noget han mangler svar på, så ganske naturligt kommer vi til at snakke om tingene, og på en måde få bearbejdet dem den vej.

Jeg besluttede her til aften at nu var det ved at være tid til at åbne min mail, og for første gang i flere år var der kommet flere mails personligt til mig, end spam-mails. Hold op hvor var det lækkert at se der er så mange mennesker, kendte og ukendte, der tænker på os. Jeg fik mails fra folk på helt andre forums, som jeg aldrig har besøgt, men som af en eller anden årsag har fundet frem til vores "historie" og har følt at de ville sende os en venlig tanke.

Jeg føler mig faktisk både taknemmelig og privilegeret over at nogle mennesker gider bruge tid på at sende en tanke. De første mange dage, var det hele bare for meget, og jeg magtede ikke at tænke ret meget over de sms'er, msn'er og mails der kom - Men nu, nu betyder det faktisk rigtig meget. Jeg magter ikke at svare dem, og jeg tror nu også at folk nok har forståelse for det, men det betyder noget, det gør det faktisk.

Jeg ville selvfølgelig ønske at jeg lige nu bare var et helt almindelig menneske, med et kedeligt liv, uden hverken spædbarnsdød eller kræft - Men som jeg har sagt utallige gange de sidste par uger, "Når det nu ikke KAN være anderledes", så er det nu meget rart ikke bare at være glemt, alene med sorgen.

 
24. Oktober 2007
- Tjaa
 
Åhh..

Af sted til sygehuset i morges, virkelig træt, jeg kan slet ikke hænge sammen mere. Da jeg læste en af de der gratis aviser der inde, så jeg at vi i dag har d. 24 - Hvor er det lige de sidste 4 dage er blevet af?

Jeg er stadig på d. 20, Elias er lige blevet født, og så er jeg ikke nået længere. Seriøst, er det allerede 4 dage siden? Og for søren hvor er der sket meget!!

Nåh, det gik godt der inde, min livmoder er som den skal være. Jeg har ellers været godt nervøs, en ulykke kommer sjældent alene lyder det jo, så jeg kunne i ånden se at der var sket noget slemt med min livmoder og de ville være nød til at fjerne den. Heldigvis gik det ikke så galt, og de er smadder søde der inde. De mener det går over, men vi kan til en hver tid ringe, eller komme - og får vi brug for bare at snakke, så står de klar. det er altså virkelig lækkert at vide!!

Da vi kom hjem, tog vi på kirkegården, graveren har lagt alle blomsterne på Elias' grav, eller rettere det der bliver Elias' grav når han kommer tilbage fra krematoriet. Åhh, det er så smukt der oppe, alle de fine blomster folk har sendt, og vores smule fra familien, jeg håber de gør ham godt!

Bagefter tog vi ud og kigge på gravsten. bedemanden havde sagt at sådan en koster 4000-5000 kr., men jeg troede virkelig at det var med ALT!! Nej, en sten ALENE koster 4000-8000 alt efter hvad man ønsker. Og så kommer bogstaverne oven i, mellem 60-100 kr. PR bogstav.

Rene og jeg gik der fra i chok.. Heldigvis er der en masse mennesker der i stedet for blomster har givet os penge, så vi har da 2500 til en sten, men det rækker da godt nok ikke langt. Jeg syntes det er at tage pis på folk i sorg, at tage så mange penge for en sten. Det er jo noget man ikke ønsker at spare på!

Vi venter nok bare lige lidt, og sparer sammen, så vi kan få den helt rigtige sten til Elias.. Det er jo for pokker det eneste vi kan gøre for vores søn nu!!

Nu vil jeg sove lidt. Jeg er så smadret, og har stadig ondt. Jeg føler ikke at jeg har sovet overhoved siden Elias kom, og det er nok heller ikke helt ved siden af, for det er godt nok meget lidt søvn vi har kunnet få, og når vi så har sovet, har specielt jeg drømt rigtig meget, og mange rigtig grimme ting..

- Tak til alle der har sendt os blomster, både her hjemme og i kirken. Vi orker ikke at sende en personlig tak til alle, så vi håber at dem der ikke ser vores lokale avis, ser vores tak her! Det betød utrolig meget for os, og det er meget rart at vide at der er så mange der tænker på os.

Det håber vi at I vil gøre lidt endnu, da det er nu den rigtig hårde tid kommer.

Nadja (og Rene)
 
 
23. Oktober 2007
- Vores smukke søn!!
 
Jah, som stolt nybagt mor, vil jeg jo gerne vise min smukke søn frem. Men jeg er vel vidende at han ikke for alle vil virke smuk, og derfor har Rene og jeg valgt kun at ligge et link til et billede her ind. Så kan I selv vælge om i kan tåle at se ham.

På billedet her er han næsten lige kommet ud, og han er lige blevet døbt, han er altså meget levende.

Hans hud er meget tynd, og derfor kan man se alle blodårerne der ligger i huden.

Han er ikke våd, men fordi huden er så tynd og fin, giver det genskind.

- Ja så er I lidt forberedte hvis I nu vælger at se ham.

http://www.naddi.dk/babyelias/Elias1.JPG

Nå men, jeg orker faktisk ikke rigtig at sige så meget om bisættelsen i dag. Det var hårdt, men en utrolig god dag faktisk.

Jeg fik meget ondt i underlivet i går aften/nat, og knækkede sammen ude i køkkenet af bare smerter, og skreg og skreg. Stakkels Rene anede ikke hvad han skulle stille op, og heller ikke jeg, for jeg var overbevist om at mit underliv enten faldt ud eller var sprunget i stykker, og jeg var døden nær.

Da jeg blev en smule friskere fik jeg bedt Rene om at finde ud af hvor vi skulle henvende os, om det var sygehuset eller vagtlægen der skulle kontaktes. Han fik fat i Skejby sygehus der gerne ville kigge på mig. Så os af sted til Skejby midt om natten.

Jeg blev indlagt, og Rene blev indlagt med mig, jeg fik en masse smertestillende, noget havde jeg taget hjemmefra, og så fik jeg noget mere der inde, og fik sovet 5 timer i nat. Inden vi kom i seng blev jeg scannet og undersøgt, og de kan ikke se noget tydeligt nok endnu, til hverken af bekræfte eller afkræfte om der skulle være noget galt i livmoderen.

De gav os lov til at tage hjem i dag, og holde den her bisættelse, men vi skal møde ind igen i morgen tidlig, til endnu en scanning og undersøgelse. Jeg har så mange smerter, at jeg ikke kan gå ordentligt, og det har været ret hårdt at sidde i kirken og bilen de mange timer.

Mere orker jeg vist ikke at skrive lige nu..

Farvel min skønne Elias! Du er elsket og savnet, men jeg kan mærke du er kommet godt af sted, og jeg tror på at himlen passer godt på dig. Giv mig styrke til at fortsætte uden dig hos mig!!
 
22. Oktober 2007
- Det gør så ondt.. Så ubeskrivelig ondt!! 
 
Åhh..

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, eller hvad jeg skal gøre af alle mine tårer, eller alt den kærlighed jeg har til Elias. Det gør så ondt, jeg savner ham så ubeskrivelig meget, og jeg kan slet ikke gøre noget. Jeg vil gøre alt for at få Elias tilbage, jeg savner ham!!!

Jeg så en gang en misse-mor, som havde fået frataget sine killinger kort efter fødslen, og den var virkelig sær, kaldte, gik forvirret rundt og ledte, og var mærkelig - Nu forstår jeg hvorfor!! Det er jo tortur det her, hvad gør man, når man længes efter sit barn, og har brug for det, og det hele føles forkert og mærkeligt, men man ikke på nogen tænkelig måde kan få det tilbage?

Jeg føler mig så ødelagt inden i, jeg mangler Elias, jeg savner ham, og det hele er bare så forkert, og det gør så ondt, så ubeskrivelig ondt. Jeg har lyst til at sige at jeg aldrig bliver glad igen, at verden aldrig bliver god igen, og alting bare er forkert, for det føler jeg, men jeg ved at enhver vil sige at selvfølgelig bliver jeg glad igen, selvfølgelig bliver verden god igen, og jeg skal også nok komme igennem det her - Men det er ikke det jeg har brug for, jeg har brug for Elias!!

I dag har vi været ude i kapellet på Skejby og hente ham, han var færdig fra obduktionen, og jeg ville gerne have ham med hjem, og ligge ham i kisten, det føltes mest rigtigt.

Fra det øjeblik jeg satte mig i bilen med ham, var alt bare godt igen. Selv om han ikke levede var det ligesom at jeg fik ro i kroppen igen, og alle de forvirrede følelser jeg har haft siden vi forlod ham på sygehuset forsvandt et øjeblik.

Da vi kom hjem svøbte jeg ham i han lille tæppe, og gik rundt med ham på armen, satte mig i sofaen, så lidt tv, og Sebastian satte sig ved siden af mig og spillede på en lille spillemaskine-dims. Det hele var bare så rigtigt, afslappet, og hyggeligt, men samtidig så forkert, jeg havde lyst til at ruske Elias og sige "SÅ vågn dog op!!!"

Desværre var vi der jo kun på lånt tid, vi skulle samle tingene til hans lille bitte kiste, og tage af sted. Vi lagde min graviditets t-shirt med teksten "It's a boy" under ham, så han ligger blødt, en giraf bamse ved siden af ham, billeder af os, en tegning fra Sebastian, og et brev fra mig hos ham. Min lillebror gav ham et brev med, og Sebastian og min mor gav ham en rangle.

Jeg brød fuldstændig sammen, det er ikke naturligt at tage afsked med sine børn!!! Og da låget kom på kisten græd jeg som pisket. Jeg skal ALDRIG se Elias' søde smukke lille ansigt mere, og jeg kan slet ikke klare det. Jeg savner ham så ubeskrivelig meget, og jeg kan slet ikke kapere den her følelse, det gør ondt i hele min krop, og jeg ved ikke hvordan det nogen sinde kan blive bedre. Jeg håber virkelig at han giver mig styrken til at leve videre til vi ses igen, ellers klarer jeg det aldrig!!

Vi havde aftalt med graveren at kisten skal stå i deres kapel natten over. Vi måtte ellers gerne have ham hjemme, men her er bare ikke koldt nok. I kirken brød jeg endnu mere sammen, jeg kan ikke forlade ham, helt alene! Og hvorfor er det lige at vi ikke kan være sammen?

Jeg klarer aldrig det her, jeg både frygter og glæder mig til bisættelsen i morgen. Jeg glæder mig til at sige ordentligt farvel til ham, og få taget en kirkelig afsked. men jeg kan slet ikke klare tanken om at så er han helt væk, ikke bare åndeligt væk, men så er hans krop også væk, og så har jeg ikke andet end tankerne og minderne tilbage.

Det gør så ondt.. Så ubeskrivelig ondt!!!
 
21. Oktober 2007
- Englen Elias - Et mirakel!!!
 
Elias er intet mindre end et mirakel!!

Jah, så er vi hjemme igen. Efter er meget mystisk omgang. Det har været frygtelig hårdt, uretfærdigt, jeg har været vred, jeg har grædt, jeg har hulket, jeg har haft ondt, og jeg har været glad, stolt, uovervindelig og lykkelig som enhver nybagt mor!

Vi kom ind på sygehuset kl. 9, som vi havde aftalt fredag. De ville vente på narkose-lægen inden de gjorde mere, og de ville komme med det samme. Efter næsten en time kommer sygeplejersken tilbage og siger at narkoselægerne er forsinket, men hun har rykket for dem. Jeg vil gerne have lagt de første stikpiller, fordi jeg frygtelig gerne vil være sikker på at føde d. 20, men hun tøver, da hun er bange for at jeg får meget ondt så snart de er lagt, det lykkedes nu alligevel at overtale hende, da jeg fortæller hvor meget det betyder for mig at føde netop den dag!

Det var åbenbart lige hvad der skulle til, for så snart pillerne var lagt, kom en portør efter mig, og jeg skulle over til narkoselægerne med det samme. Jeg troede egentlig vi skulle snakke om at få lagt epiduralen, men de stod klar til at lægge den med det samme. De forklarede mig lidt om mine muligheder og bivirkninger. Jeg kunne også vælge at føde uden epidural, men så få morfin osv. i stedet, da man jo ikke skal tage hensyn til barnet når det er en abort. Dét ville jeg under ingen omstændigheder være med til. Jeg vil ikke slå Elias ihjel, bare for at slippe for at få epidural!

Rene var med mig under hele forløbet, først drop i hånden, som gjorde frygtelig ondt fordi jeg har dumme dårlige årer, og det lykkedes heller ikke at ligge den ordentlig, men den virkede og det måtte vi tage til takke med. Så til epiduralen, og allerede da de sætter mig som jeg skal begynder jeg at græde, jeg er bange, og jeg er vel vidende om at nu er det altså i dag, min sidste dag med Elias i maven, og så bliver det hele bare for meget for mig, og jeg græder så jeg hulker, snottet står ud af hovedet på mig, og den stakkels sygeplejerske bliver så betuttet at hun vil give mig morfin. Narkoselægen siger til hende at han nu ikke mener det er det her der er træls, men hele situationen, og jeg nikker bare. Epiduralen klarer jeg egentlig flot, og jeg kan nu sige at epidural gør IKKE ondt, den kommer ikke ind i rygmarven, og hedder faktisk kun ryg-bedøvelse, ikke ryg-marvs-bedøvelse. De har desværre givet mig et ordentligt skud i ryggen allerede, og startet pumpen, så jeg kan ikke rigtig styre mine ben.

Tilbage på stuen sker der ingenting. Sygeplejersken stopper pumpen, for jeg har jo ingen smerter, og er ret opsat på at skulle op og gå rundt. Jeg vil gøre ALT for at der kommer gang i fødslen så hurtigt som muligt. Jeg syntes det er sådan en god dag, solen skinner, der er ænder i dammen, og så er det præcis 5 år siden Sebastian blev døbt. Efter noget tid kan jeg så småt stå på benene, og vi beslutter at gå i kantinen for at de andre kan spise, og jeg kan få rørt mig.

Rene's far, og Rene's lillebror kommer da vi skal til at gå tilbage, og vi har et par gode timer med det. Det er selvfølgelig ufattelig svært at nyde dagen, når man ved at det ender med et dødsfald, men vi hygger os nu alligevel, og snakker lystigt.

Kl. 13 får jeg lagt andet hold stikpiller, livmoderhalsen er der stadig, men der er er lidt pres på den. Lægen mener desværre at der kan gå mange timer inden at der kommer rigtig gang i det, men det er en klar fordel at jeg har født før, så muligheden for at føde d. 20 er der stadig.

Endelig, kl. 14.20 mærker jeg de første veer. Jeg vil gerne holde dem ud, for jeg har en idé om at hvis jeg kan mærke dem, så må det være fordi de arbejder godt. Tåbeligt! For der kommer veer med 1-2 minutters mellemrum, og de bider godt. Jeg holder ud, men må op og gå lidt rundt, heldigvis møder jeg min sygeplejerske på gangen, som spørger til hvordan det går, og da hun hører at jeg har veer starter hun epidural-pumpen med det samme. Jeg havde jo trods alt fået at vide jeg skulle ringe lige så snart jeg fik smerter - men jeg er jo stædig.

Ind i sengen, med veer, frem og tilbage på toilettet fordi jeg syntes det hele er træls i maven. Min sygeplejerske kommer og siger farvel, der er vagtskifte, og hun er nød til at gå fra mig nu. Kort efter hun er gået, beder jeg endnu en gang om at få en bækkenstol, for der er bare noget i min mave som er træls. Da det er midt i vagtskifte er der kun en sygeplejerske, og hun er ikke tryg ved at gå fra mig, så hun giver Rene strenge ordre på at stå ved toiletdøren, med den på klem så han kan se og høre hvad der sker. Men jeg får ham nu alligevel til at lukke døren, jeg skal altså hverken have ham eller mine medpatienter til at kigge på mine toiletbesøg.

Der går ikke mange minutter, før jeg siger til Rene at nu kan han godt kalde på dem, og så skriger jeg "HAN LEVER!!" Rene råber så det halve af Skejby kan høre ham, at det er nu de skal komme!

Nede i bækkenet ligger den mest velskabte lille dreng, og er spræl levende, og reagerer rigtig meget på at være kommet ud alt alt alt for tidligt, på lyset og kulden. Jeg var ikke forberedt på at der ville kunne være liv i ham, selv om det var mit store ønske, og håb. Faktisk så havde vi snakket med sygehuspræsten om det kl. 13, at vi virkelig ønskede at han ville komme ud i live, så vi kunne hilse på ham, og så rene kunne se at hans søn rent faktisk havde levet! De stakkels sygeplejersker blev meget forskrækkede, de regnede bestemt ikke med at det var det jeg skulle på toilettet, og de regnede ikke med at jeg ville føde så hurtigt.

Jeg bliver kørt i toiletstolen ind på stuen, hvor de vil af-navle ham, men vi har heldigvis forberedt os rigtig godt, og med lidt hjælp fra pigerne inde på "små engle" ved jeg at det er muligt at nøddøbe levende børn, også selv om de bliver holdt i live af navlesnoren, så jeg forlanger at få Elias nøddøbt, og at de lader være med at klippe navlesnoren før det er sket. Forvirrede er hele holdet, men jeg ved godt at alle der er medlem af folkekirken kan gøre det, og fortæller at jeg nok selv skal gøre det hvis de giver mig en salmebog. De ringer nu i stedet til fødegangen der har instruktioner i at nøddøbe børn, og sender en jordmoder.

Mens jeg sidder på bækkenstolen, med Elias i mine hænder, helt nede ved mine ben, fordi navlesnoren er alt alt for kort, bliver han døbt - Elias Jørgensen Kaagh! Mit største ønske, når det nu ikke kunne være anderledes, er opfyldt. Vores søn har fået et navn, og skal derfor indskrives i kirkebogen, og er nu IKKE en abort længere, han er et rigtig barn!!

Født 15:31 - døbt 15:45 ca.!

De af-navler ham, og jeg får ham op til mig, hvor vi sidder og kigger på ham, og han lever!! Jeg tager hans hånd, og han gør som alle små børn, han lukker hånden om min fingerspids, han er vidunderlig! Han laver suttebevægelser med munden, og ligner en alt alt alt for lille nyfødt. Han har de fineste små øjenbryn, de sødeste små dun på hovedet, og lever!! Både Rene og min mor mærker at han tager fat om vores fingerspidser når man tager hans hånd.

Efter noget tid kommer jeg over i min seng, moderkagen vil ikke ud, men så længe jeg ikke bløder, vil de lade mig sidde med Elias. Vi ved jo alle at det er et spørgsmål om tid før at han sover ind. Jeg er svævende lykkelig, jeg har født det smukkeste lille væsen i hele verden, og han lever, og giver mig livstegn, han lader mig virkelig se at han er der, og han mærker mig, og omvendt!!

Efter en time lever han stadig, og efter 1½ time begynder folk at blive forundret over at vi for det første vidste hvordan at vi skulle takle at få ham døbt, men også at han lever endnu, uden navlesnor, og helt af sig selv. Han er en fighter, en lille stædig fyr, som bare vil være sammen med sine forældre, give os nogle minder som vi ellers aldrig ville have fået, og som forstår hvor vigtigt det er for os at få lov at mærke vores søn.

Desværre kommer de fra operationsstuen og vil hente mig, jeg skal have en udskrabning, jeg vil hellere vente, for jeg vil gerne være sammen med Elias mens han lever. Men vi har ringet efter Sebastian, så jeg vil også gerne være der når han kommer. Jeg begynder også at bløde lidt, og jeg aftaler med narkoselægen, som var kommet for at se Elias, da det også var ham der lagde epiduralen, at de kan gøre det ved at bedøve mig via epiduralen, og så kan jeg være færdig med udskrabningen indenfor en halv time, og Elias og Rene kan vente på mig på opvågningen.

På operationsstuen begynder jeg at bløde kraftigt fra underlivet, moderkagen vil ikke give slip, og det er godt at vi ikke ventede yderligere. De bedøver mig, og scanner for at finde ud af hvad der lige sker for den der moderkage. En læge kommer og ordner det, får moderkagen ud, som desværre går i stykker. Derefter får jeg lavet udskrabningen, ret mærkelig oplevelse. Jeg får ikke noget afskærmning op, så jeg kan se alt hvad de laver, og jeg kan tydeligt mærke hvad de laver, men ikke føle smerte. Lægen fortæller at det var godt at vi gjorde det her, for der sad noget tilbage, og jeg ville være blevet meget syg hvis det ikke var kommet ud. Nysgerrig som jeg er beder jeg om at se moderkagen, den så jeg jo også med Sebastian, og alt andet virker forkert. En sød sygeplejerske viser mig den, og fortæller lidt, og den er lige så fin som sådan en skal være, bare alt alt for lille, nøjagtig ligesom Elias.

Under hele forløbet har jeg ligger og kigget på det digitale ur de starter ved ankomst til stuen, i 30 minutter har jeg været væk fra Rene og Elias, og hver eneste sekund har jeg tænkt på min søde baby, som jo nok er sovet ind mens jeg har været til operation. Jeg glæder mig til at komme ud til dem, og komme ud og mærke Elias igen. Jeg blev enig med mig selv om, inden vi besluttede at jeg skulle have udskrabningen nu, at så længe Elias var hos mindst en af sine forældre når han sov ind, så var det okay, bare han vidste at vi var der, og vi hjalp ham af sted på bedst tænkelige måde.

Da jeg kommer tilbage til opvågningen er Rene der, men han ser ikke mere ulykkelig ud end da jeg forlod ham. Elias lever stadig, og jeg får ham over til mig igen. Han er blevet mere kold, og han er træt, det kan man mærke. Han lukker ikke længere hænderne om mine fingerspidser. Men jeg er glad for at vi alle 3 er sammen når det sker, jeg syntes ikke det er grimt, og jeg trøster mig med at jeg er der hos ham, når det nu ikke kan være anderledes.

Det er meget sørgeligt, og det er meget forkert at sidde med så stærkt et barn, som har så meget styrke, som man på ingen måde kan hjælpe, ud over at være der for ham. Flere gange under det hele tænker jeg på om der virkelig ikke er noget jeg kan gøre for ham, om jeg ikke kan give ham noget mad, eller om de da ikke kan give ham mere ilt, eller bare NOGET!! Men jeg ved jo udmærket godt, at det ikke vil hjælpe, hans nyrer er jo så ødelagte at lige meget hvad vi gør, så vil han dø, og jo ældre han er, jo mere smertefuld vil den død være. Jeg må altså bare trøste mig at jeg kan holde ham tæt ind til mig, og at jeg kan fortælle ham at jeg elsker ham, og kan være hos ham når det sker. Sygeplejersken har været hos os, for at fortælle præsten har aflyst, vi ville have ham velsignet efter fødslen, og det blev præsten bestilt til, men man kan ikke velsigne en levende, og derfor har præsten aflyst - Godt gået Elias!!

På opvågningen vurderer de at jeg er så frisk at de gerne vil sende mig videre over på afdelingen ret hurtigt. Rene går i forvejen, og jeg har noget tid alene med Elias, mens jeg venter på portøren. Jeg synger "Elefantens vuggevise" for ham, der er så mange ting jeg gerne vil give ham med, og oplevelser jeg gerne vil have med ham, og netop den vuggevise skal alle børn da høre, og jeg er glad for at jeg kan synge den for ham mens hans stadig lever. Jeg fortæller ham at jeg elsker ham ufattelig meget, og at han er mit lille mirakel, og at vi har gjort det her fordi vi elsker ham. Jeg fortæller ham at lige meget hvad andre nogen sinde siger, så vil han altid være min dreng, mit barn, og jeg vil altid være stolt af ham, og jeg er så taknemmelig for at han har styrke til at være hos mig så længe, så vi kan være sammen i livet, og vi kan få nogle minder sammen! Til slut kysser jeg ham på kinden flere gange, og hvisker at nu må han gerne give slip, han behøver ikke at kæmpe..

Men Elias er stærk, og han lever videre. Ovre på stuen bliver Rene og jeg enige om at det er fordi han vil møde sin storebror også. Desværre er min mor, og stedfar gået ned i kantinen med Sebastian, så de kan få noget at spise, og jeg er bange for at mine sønner aldrig får lov at møde hinanden i livet.

Sygeplejersken kommer med lidt mad til mig, og jeg sidder og spiser sammen med Elias. Det er helt forkert tænker jeg, i morges da jeg spiste sidst, var Elias inde i mig, og vi spiste hans sidste måltid sammen. Nu sidder jeg med ham i min arm, mens jeg spiser igen, og jeg kan på ingen måde give ham mad. Rene kommer tilbage og spiser sammen med mig, og vi snakker lidt om vores stærke søn, vores første fælles barn, vores Elias. Jeg kigger på klokken hver eneste minut, og derefter på Elias' brystkasse, som er det eneste livstegn vi har fra ham, han stærke lille hjerte slår regelmæssigt, men svagere og svagere.

Sebastian kommer endelig ved 18:30 tiden, og Elias lever endnu! Der er min lykke gjort, og endelig føler jeg ordentlig ro. Mine sønner har mødt hinanden i livet, Elias lever, og jeg vælger at tro at han kan genkende Sebastians stemme, og ved at Sebastian også er ved ham nu. Sebastian er bare så kær, og siger "Jeg troede slet ikke at han kunne være så sød". Sebastian syntes på inden måde at Elias er ulækker, og det er han jo overhoved heller ikke, men på trods af at han ligner et nyfødt barn, er han jo meget tynd i huden, og derfor kan man se alle blodårer i hans hud. Sebastian nusser ham, undersøger ham, rører ved ham, snakker med ham, og holder ham. Det er det skønneste, vi er samlet alle fire, og jeg elsker virkelig min familie, selv om jeg ved at Elias kun kan være her kort.

Vi er alle sammen samlet, da Elias er klar til at give slip på livet igen. Kl 18:58 holder hans lille hjerte med at slå, og han er væk. jeg bliver længe ved med at stirre på hans brystkasse, "bare et slag mere!!", men samtidig er jeg bare så glad for at have fået tiden sammen med ham. Han var hos os i ikke mindre end 3 timer og 27 minutter!! Det er viljestyrke!! Men det er ufattelig svært at give slip, da jeg sad alene med ham og spiste, kunne jeg mærke min brystkasse, hvor Elias lå var brændende varm, jeg kunne ligefrem mærke båndet mellem os, og kærligheden, og at han gav mig så meget. Med sit lille liv, sin korte tid, gav han mig så meget, som jeg allerede der var klar over at jeg skulle være enormt taknemmelig for!

Bedøvelsen er ved at være ovre, og jeg får ondt, og jeg er desværre nød til at give Elias fra mig, så jeg kan få lagt mig uden smerter. Nu er jeg træt, sikke en dag det har været! Familien vil til at gå, og jeg orker næsten ikke at sige farvel, jeg er træt, smadret, og både lykkelig, og bund hamrende ulykkelig. Det jeg i flere år har ønsket mig, har jeg fået, men på få timer er det taget fra mig igen - Hvordan styrer og kaperer man så stærke følelser på en gang?

Da familien er gået, pusler Rene og jeg sammen om Elias, og får ham lagt godt i sit lille svøb af en stofble. Sygeplejersken kommer ind, og spørger om vi vil have ham hos os lidt endnu, eller om vi vil have ham på køl nu. Vi er enige om at vi gerne vil have ham på køl, kl. er 20, og det er nu over en time siden at han gik bort, og han er allerede helt kold, og vi er sikre på at han er død. Det virker frygteligt at give slip på ham, også selv om vi jo godt ved at det kun er hans krop, men det virker også mest rigtigt at ligge ham på køl, så vi kan bevare ham som han er.

Rene hamstrer kager og frugt til mig, og efter en times tid hvor vi har siddet i stilhed, og bare været sammen, falder jeg i søvn. Flere gange kommer sygeplejersken ind, og jeg husker halvt i søvne, og halvt vågen at have spurgt hende om vi stadig skal bruge en nedgravningsattest når han er døbt, og får at vide at nu har han levet, og derfor skal vi bruge en dødsattest. Det lyder mystisk, men det gav mig virkelig meget ro, at vide at han er anerkendt som et levende menneske!

Natten er frygtelig, jeg drømmer at jeg tager Elias, og stikker af med ham. Jeg drømmer at han er levende, og at jeg ammer ham, men hver gang jeg vågner ligger jeg i en dårlig seng, på en dumt sygehus, uden et levende barn. Det er en frygtelig nat!!

Da vi vågner i morges er jeg fra start at ulykkelig, jeg græder hele tiden, alt føles forkert, og jeg er helt rundt på gulvet. Hvor er det barn jeg længes så frygtelig efter?

Efter vi har spist, kommer vores sygeplejerske og snakker med os, hun skal hjælpe os i dag, med sorg, det praktiske, og med alle de spørgsmål vi nu end måtte have. Hun fortæller at eftersom Elias er døbt og har levet, eller rettere omvendt, har levet og er blevet døbt, er han ikke længere en abort, han er nu et barn, et menneske der har levet, og derfor er fødegangen i gang med anmeldelse om fødslen, der kommer faderskabs-papirer til os senere, anmeldelsen om dåb bliver sendt af sted, og vi skal selv anmelde noget mere til kirken og han får CPR-nummer. Han er ikke bare et foster, han er et barn, som nu kan skrives i kirkebogen, og derfor er han nu en del af den skrevne historie. Jeg er virkelig glad, og samtidig med at jeg er ulykkelig for at han ikke kunne leve hos os, så er jeg glad for at han havde så meget styrke at han levende så længe at han blev døbt, og han blev et barn. Hverken jeg eller han ville have at han skulle være en abort, og han havde styrken til at ændre på det!! Jeg er ham evig taknemmelig for at han holdt ud så længe at vi fik nogle minder sammen, og så vi har fået et barn, et menneske, og nogle rettigheder.

Rettighederne er vi ligeglade med, men det var alligevel en lettelse da hun sagde at vi nu faktisk har barsel begge to, Rene vælger selv om han vil tage sine 14 dages barsel, eller om han fortsat vil være sygemeldt, og jeg har 14 ugers barsel.

Lidt i 11 kommer Elias ind til os igen, jeg er alene da sygeplejersken kommer, og jeg sidder lidt og kigger på ham. Han er blevet meget rød i huden, over natten, og han er frygtelig kold. Men han er stadig min søn, han har stadig de smukkeste ansigtstræk - Tydeligt min næste, nøjagtig som Sebastian, og helt klart Renes mund, og hans hage, og han er så tynd i hovedet, men har små fine kinder. Han er stadig helt perfekt, og jeg elsker ham stadig enormt højt.

Kort efter kommer Rene, og vi snakker lidt om det tøj vi ville give ham på. Det opgiver vi, mest fordi han har og havde en helt speciel stilling med sin højre arm, som han lagde op til ansigtet. Det har vi et scanningsbillede af, og han gjorde det helt naturligt efter fødslen, og det vil være forkert at tvinge hans små arme ned i den dragt vi har købt. Jeg har forberedt mig godt, og har taget et af Sebastians baby-hovedpude betræk med, som vi svøber ham i. Det føles helt rigtigt. Han får samme hue på som i går, den lille rib-hue som Stinne har sendt. Den er alt alt for stor, men alle børn får sådan en hue for at holde hovedet varmt, og det skal Elias også. Små ting betyder uendelig meget lige nu!

kl. 11 kommer min mor, min lillebror og Sebastian, og lige bagefter kommer præsten som nu skal velsigne ham. Sebastian er tydeligt mærket at stemningen, og er vild og siger en masse lyde. Det er meget svært at tackle, men vi ved jo at han er mærket af situationen, og at det er hans måde at klare vores sorg på, så langt hen af vejen får han lov at hoppe rundt. Han kigger lige så nysgerrigt på Elias som i går, og vil meget gerne holde ham igen. Jeg er enormt lettet over at han tager det så let. Han fortæller glad præsten at han er blevet storebror og har fået en rokketand! Min skønne lille unge!!

Præsten velsigner Elias, og igen græder jeg som pisket. Jeg kan godt mærke at det er nu jeg skal sige farvel, og det er så forkert at skulle føde et barn, elske det, og sige farvel, for dernæst at tage hjem fra sygehuset uden ham. Heldigvis fortalte vores sygeplejerske os tidligere at det ikke kun er sorgen der får mig til at græde, men også hormoner og biologi. Noget med at hormonerne er lavet til noget så naturligt som at beskytte sit barn, man ser det i dyreverdenen, for at mødrene skal beskytte sine unger og føle omsorg, og det sker også for mig, og derfor vil jeg græde og have svært ved tingene, og fare forvirret rundt. Jeg kan godt huske det med Sebastian, at jeg græd de første dage på sygehuset, men det hjælper mig bare ikke lige nu. Det gør ufattelig ondt at vide at om ikke ret lang tid skal jeg hjem, og jeg kan ikke tage Elias med mig, jeg er nød til at efterlade min højt elskede søn inde på sygehuset.

Efter præsten er gået, bedre Rene om at få en vugge til Elias, og vi får en ovre fra fødegangen. Han er alt for lille til vuggen, men det er faktisk meget rart at have ham stående inde på stuen mens vi drikker kaffe, og snakker lidt sammen. Bagefter beder jeg de andre gå, så jeg kan få lov at tage af sted med Elias alene. Jeg synger "Elefantens vuggevise" for ham igen, fortæller ham at han er mit mirakel, og det vil han altid være. Jeg fortæller ham at jeg er ufattelig stolt af ham, og jeg er stolt af at han vidste hvor vigtigt det var for mig at få noget tid med ham levende. Jeg er glad for at have mærket at han har både sin mors og fars styrke, og jeg er glad for at han har brugt den på denne måde. Jeg vil være sikker på at jeg har fået fortalt ham hvor elsket han er, og at han er blevet sendt godt af sted. Jeg kysser ham igen, og vugger ham. Vel vidende at når jeg rejser mig fra stolen, så ser har jeg sagt farvel.

Rene vil også gerne sige farvel, inden sygeplejersken kommer og tager ham, og så ser vi ham ikke igen før efter obduktionen i morgen, hvor vi skal lægge ham i hans lille bitte kiste. Vi aftaler med sygeplejersken at de svøber ham efter obduktionen, så vi ikke ser hans ar, og så vil vi gerne selv lægge ham i kisten, så de skal ringe efter os. Av hvor gør det bare ondt helt ind i det aller inderste da hun går med ham, jeg er lige blevet mor for 2. gang, men kan ikke tage mit barn med mig, og er nød til at gå fra ham. Fornuften ved godt at jeg har gjort alt hvad jeg kan for ham, nusset ham, elsker ham, talt til ham, og sendt ham godt af sted, men hjertet bløder uendelig meget, og jeg har det elendigt. Mit smukke lille barn, men jeg må leve uden ham, det virker så uretfærdigt, selv om jeg er ham evig taknemmelig for de 3 timer og 27 minutter vi fik sammen!!

Efter den sidste afsked, pakker vi vores ting sammen, og holder et sidste møde med vores sygeplejerske, hvor vi skal have information om hvad vi skal være obs. på omkring mig. Blødning, feber og sådan.

Derefter går vi - jeg er glad for at komme væk der fra, men jeg græder fordi det er uden Elias!!

Englen Elias! Et lille mirakel! Det siger de alle. Bare efter en time var personalet forundret over at han levede, da jeg var til udskrabning ringede de til opvågningen og spurgte om han stadig levede, og da vi lå på stuen, kom de mange gange ind og tjekkede at han stadig levede. Han gjorde det af kærlighed til os, det er jeg sikker på. Han ér uden tvivl et mirakel!!

Veer i 1 time og 10 minutter, levede i fantastiske 3 timer og 27 minutter. Født 15:31. Død 18:58. Vejede 200 gram, og var 21 cm lang. Født i 19. uge, ved meget tidlig igangsat fødsel.

(Min egen private fødselsberetning, som jeg vælger at dele med jer, fordi jeg ikke orker at skrive det igen)
 
19. Oktober 2007
- Opdate.. (Og tanker)  
 
Selv om man har MEGET lidt lyst til at komme ind og opdatere lige nu, men det er nu meget rart at kunne nøjes med at fortælle tingene en gang, og så ved alle det..

Rene ringede til sygehuset i morges, jeg magtede ikke selv at snakke med dem, efter oplevelsen i går. Lægen lovede at kigge op tilladelsen var kommet, hvilket den var - Så vi formoder den har ligget der hele natten. Men det er totalt lige meget nu, for tingene kan ikke ændre. Og egentlig var det meget rart at have nogen at skælde ud over i går - Har så meget vrede jeg ikke ved hvor jeg skal rette imod.

Jeg fik den første pille kl. 10:15, hvorefter vi ventede på af få taget 11 glas med blodprøver, snakke med en sygeplejerske, som blev helt febrilsk da jeg ikke reagerede vildt og voldsomt, og da hun fandt ud af at vi har styr på alt mht. til hvad der skal ske efter fødslen.

Vi snakkede med en læge, som skulle optage journal på mig, da jeg både skal have epidural, og i fuld narkose bagefter. Og så skulle vi egentlig vente og snakke med narkoselægerne også, men det gad jeg altså ikke, da de skulle have svar på blodprøverne først og det ville tage mindst en time, så det aftalte vi at gøre i morgen.

Ergo - Jeg skal føde i morgen, og vi bliver engle-forældre i morgen.

De vælger at gøre det i weekenden, selv om de ikke plejer at gøre det. Sødt af dem, for så er der ikke så mange operationer osv. Vi skal ligge på an helt anden gang end fødegangen, og jeg blev virkelig lettet da jeg fik det at vide, for jeg var enormt bange for hvordan jeg selv ville reagere hvis jeg selv var i gang med at føde mit alt alt alt for lille barn, som ikke lever ved fødslen, og jeg så kunne høre børn der græder. Men det bliver vi skånet for, med mindre der sker noget med mig, som kræver det udstyr de har på fødegangen.

Her til eftermiddag har vi været inde ved vores egen praktiserende læge, og snakke lidt om det hele. Det er virkelig skønt at have hende, og hun forstår bare så meget af det!

Jeg er så træt at jeg vist bare skal i seng og sove nu. Jeg blev ret sløv af den pille, og rystede og skiftevis svedte og frøs, det tog en del på energien. Og lige nu kan jeg slet ikke overskue at skulle igennem en fødsel i morgen, så jeg skal vist bare se at få sovet og samlet noget energi.

Sebastian fik sin aller første rokketand i går, og jeg er bare pave stolt! Det lettede også stemningen her hjemme ret meget, og det hele har ikke bare handlet om Elias. Åhh min lille dreng, nu allerede med en rokketand.

I morgen er det 5 år siden Sebastian blev døbt, så vi er blevet enige om at det også er en god dag at have fødselsdag for Elias. Faktisk, så nu når det absolut skal gå sådan her for os og vores lille bitte dreng, så syntes jeg at vi er blevet ret godt forstået, støttet og hjulpet indtil nu.

Og tak for alt støtten her inde, og de mange søde indlæg. Selv om jeg kan forstå at der er nogen der har et problem med dem, så er vi begge meget glade for dem, og det er super rart at vide så mange mennesker tænker på os - Det både hjælper tårerne på vej, men det hjælper bestemt også på følelsen af at være helt alene i verden, når man kan se at der er så mange der gerne sender en tanke, et knus eller en blomst!
- SÅ tak!

Opdate 21:00

Jeg sidder her, og kan mærke at der stadig er liv i Elias der inde i maven, heldigvis! Jeg sagde fra start at jeg ikke vil have noget som helst medicin, som vil tage livet af ham inden fødslen. Mest fordi at det føles forkert at slå sit barn ihjel, men også fordi det ville være rart hvis der måske var en smule liv i ham efter fødslen, så Rene også kan se bevis for at der rent faktisk har været liv i hans søn.

Men føj hvor er det bare ikke nogen rar tanke, at i aften, og i morgen tidlig er de sidste gange jeg skal mærke Elias i min mave, og jeg skal mærke små spark fra ham. FØJ FØJ FØJ.. Det er bare slet ikke rart!!
 
18. Oktober 2007
- *En masse grimme ord!* (F. og s. mavebillede) + SERIØST!!!???  
 
Jamen altså..

Som vi var blevet bedt forberede os på, var det bare ikke godt!

Blæren er blevet større, mere væske om nyrerne, og selve nyrerne blevet mindre. Han forklarede bagefter at når nyrerne bliver mindre, betyder det at de er meget medtaget. I vores søns tilfælde, er de så bare ødelagt nu. Sidste gang moderat påvirket, denne gang taget varig skade.

Vi er lidt i tvivl om hvor vidt det viste sig at have været nyrerne det var galt med fra start, men blæren er også et stort problem, og den vil også med tiden blive ødelagt.

Ergo, står vi tilbage et en drøm om et rask barn, og virkeligheden er den at det barn vi venter, ikke på nogen måde vil kunne få et værdigt liv.

Vi fik at vide at valget selvfølgelig er vores, men også at vide at der er under 5% chance for at han vil overleve, og hvis han gør det er det helt sikkert med kronisk ødelagte nyrer. De kender til et tilfælde hvor barnet lige har fejret 2 års fødselsdag, og aldrig har været uden for sygehuset.

Jeg takker mig selv og Rene for at vi har været så gode til at spørge, tage kontakt til forskellige steder, og "forberede" os, for det er ubeskriveligt det her! Det på ingen måde okay, og livet har i dén grad snydt os!!

Tænk sig, man skal fanme selv skrive under på at man vil ansøge om provokeret abort - PÅ NØJAGTIG SAMME BLANKET SOM DEM SOM BARE IKKE ØNSKER GRAVIDITETEN!!!!

Nå men, så bliver forløbet sådan her: I dag kommer der svar på ansøgningen om "abort", og den regner de 100% med at vi får, derefter ringer de, og vi skal igen tage ind til Skejby sygehus, så jeg kan få den første pille, som forbereder kroppen på at blive sat i gang.

I morgen tidlig skal vi så møde på afdelingen, og jeg bliver sat i gang, og får lagt epidural blokade. Jeg ville ellers ikke have blokaden, men de siger at det er så smertefuldt, og det oven i den psykiske belastning, syntes de at jeg skal skånes for. En gang i løbet af 9-12 timer skulle jeg så gerne føde vores alt for lille søn, som vil blive så stresset under fødslen, at han er død når han kommer ud.

- Ej seriøst!! Hvad er det lige vi har gjort der er så slemt at vi skal igennem det her?

Øv hvor føler jeg mig snydt!!!!

(Vi læser stadig alt, men svarer ikke på noget)

Jah, nu skal kameraet jo pakkes, så fandt lige mit første mavebillede, og så tog vi lige det sidste også..

Første 16+5 (Uge 17)
 
Sidste 18+0 (Uge 19)
 
Vores lille, alt, ALT for lille vidunder får navnet Elias. Vi er blevet bedt om at have det klar INDEN fødslen, da det letter arbejdet omkring en evt navngivning, og papirarbejdet bagefter.

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Opdate 18:00

Jeg ved ikke om det er et hysterisk anfald, eller bare afmagt jeg føler lige nu! Jeg har lyst til at råbe og skrige og kaste med tingene!!

Nu har vi ventet siden kl. 12, på at få besked om tilladelsen er kommet. Vi har derfor lånt en bil, som helst skulle være tilbage kl. 18. Jeg ringer derfor der ind, og spørger om de har hørt noget.

Nej det har de ikke, og hvis de ikke har ringet til mig (lægen, sygehuset) så betyder det nok at tilladelsen ikke er kommet endnu. Hun lover at undersøge det, og ringe tilbage.

Ringer så tilbage, at lægen er gået, og tilladelsen skulle komme til hans fax, hun har lige tjekket deres, og der er den i hvert fald ikke, så det eneste JEG kan gøre er at ringe der ind i morgen kl. 8, og høre om han har hørt noget.

Skal man ikke have sådan noget at vide? Skal man fu***** bare sidde og vente på at det lige passer ind i hans skema at ringe. Seriøst, da vi var inde på afdelingen RINGEDE han til samrådet, og undersøgte hvornår tilladelsen ville komme, og planlagde mit forløb ud fra det.

Nu siger sygeplejersken at det hele bliver udskudt mindst et døgn! Helt ærlig, som om man ikke har det ad helvedes til i forvejen, så skal de lige fu*** det endnu mere up. Helt ærligt, hvis de havde opret 3 minutter på at ringe til mig og sige at tilladelsen ikke er kommet i dag, så vi må vente og afse i morgen, så havde jeg ikke følt mig så skide trådt på, og ligegyldiggjort!

Det kan fanme godt være de gør det her 100 gange om året, men jeg regner med kun at gøre det en gang i mit liv, og det burde de fanme tage hånd om, at mine følelser er helt ude i tovene, og prøve at gøre forløbet så godt for mig som muligt.. Hvis jeg kunne sende en meget hysterisk klage lige nu, så gjorde jeg det fanme!!

Uha!! Det gjorde altså ikke trangen til at råbe af nogen mindre!!!
 
16. Oktober 2007
- Årh altså..
 
Det er bare så hårdt det her, for hele familien, og så hårdt for mig at klare..

- Store stærke Naddi has left the building. Jeg tuder alle steder, og lige når det passer mig. Jeg kan slet ikke styre det, og det er slet ikke til at finde sammenhæng i hvad der sætter det i gang eller ikke. Det er meget ubehageligt når man egentlig gerne ville kunne styre det!

Jeg kan ikke finde ud af om jeg syntes der er kort tid, eller lang tid til på torsdag..

Jeg håber så inderligt at vores lille søn, snyder os alle sammen og klarer skærene, og derfor er jeg selvfølgelig spændt på at se hvad scanningen viser.

Men samtidig så ved jeg jo hvor ufattelig lille chancen er for at han klarer det, og det skræmmer mig. Det føles som om at hvis jeg nu bare ignorerer det, så klarer han det selvfølgelig. Hvis vi ikke får at vide at det stadig er der, så kan vi måske leve i troen på at han klarede det..

Øv øv - Som den rare mand, ved vores lille møde i går sagde, så er det jo ikke et valg. Og nej, det er ikke et valg, vi har jo reelt ikke noget valg hvis det viser sig at nyrerne allerede har taget skade. Jo valget imellem at tage afsked med ham nu, eller ved fødslen, som min praktiserende læge siger at han heller ikke vil leve længe efter!

Årh altså..!!

(Tak til de søde mennesker som har sendt blomster, engel, bamse og bog - Vi håber at de hjælper, sammen med alle bønnerne! Om ikke andet så har du hjulpet os, i den svære ventetid.)
 
14. Oktober 2007
- Sådan noget bæ
 
Jeg har kun fået en dårlig kommentar, men jeg kan simpelthen ikke ryste den af mig - Jeg ved at den er skrevet i uvidenhed, men det gør altså ufattelig ondt alligevel!!

Hvornår har man lov til at sørge over sone børn, ja så åbenlyst ikke i uge 16, hvis man sørger et medlem her inde, men hvornår må man så?

Jeg er heldigvis blevet forhåndsgodkendt til et forum, for forældre der har mistet, og der inde er der ingen tvivl, alle har lov til at søge over deres børn, lige meget om de er 12 uger inde i graviditeten, eller børnene er levendefødte.

Jeg følte heller ikke et øjeblik at min sorg var forkert, og det gør jeg heller ikke nu. Jeg græder hvis jeg har lyst, nogen gange så meget at jeg ikke kan styre min vejrtrækning, men jeg er ligeglad, for JEG ved nemlig, at ingen sørger ens, og at sorg er naturligt, og at man SKAL igennem det.

Hvorfor betyder det så egentlig noget for mig, om folk syntes det er for langt ude det jeg tænker?

Jeg ved det ikke - Men det er nok bare ikke nu man har brug for at der bliver stillet spørgsmål ved de ting man gør! For hvad ved en, der overhoved ikke har børn, eller prøvet det her, egentlig om det?

Jeg håber da stadig, inderligt, og med hele hjertet, at lægerne på torsdag vil sige, at vores lille dreng snød os alle sammen, og får lov at leve videre, men derfor vil jeg da alligevel sørge over det her, og den forfærdelige oplevelse vi har gået igennem.

INGEN, skal bestemme om jeg skal give min søn tøj på, om jeg skal begrave ham, eller om jeg skal noget som helst. For jeg er hans mor, og det blev jeg i det øjeblik at han blev skabt - INGEN skal fortælle mig at sorg ikke er okay i uge 16, at tøj ikke er okay, eller at en begravelse ikke er okay.

Seriøst hvor er det bare tåbeligt!! Jeg ved endda der sidder flere her inde, som har oplevet noget lignende, og at flere har reageret ligesom jeg. Jeg ved også at der er nogen der har valgt anderledes, men er det ikke det der kendetegner at ingen sørger ens?

ARGH!! Min dagbog, mine tanker, og jeg har tænkt mig at skrive lige det jeg vil.. Og lige nu er jeg fuldstændig ligeglad med om jeg på torsdag skal komme her ind, og fortælle at vores søn klarer sig, og skal have en helvedes masse tåbelige kommentarer i hovedet netop fordi han klarer sig, og jeg har sørget allerede. Det er vi trods alt blevet bedt om!!!
 
13. Oktober 2007
- Tankerne.
 
Åhh - Det her er bare så ufattelig hårdt!!

Jeg ringede i går til min praktiserende læge, og bad hende kontakte Skejby og finde ud af hvad de siger til det hele, hvad de siger der skal ske, og hvad de egentlig mener.

For da jeg vågnede i går var det hele som en ond drøm, og jeg fattede slet ikke hvad de var vi havde gået at vide, eller hvad det egentlig var de havde sagt til os.

Min praktiserende læge er bare fantastisk, og tog fat i sygehuset. Da jeg kom der ind for at snakke var det desværre det samme jeg fik at vide igen, bare på en mere forståelige måde. "De ikke tror på at han klarer det, og at der skal ske et mirakel hvis situationen skal ændre sig til på torsdag" - Altså en melding der ikke er til at tage fejl af!!

Vi snakkede derefter lidt om mine tanker omkring Sebastian, hvad jeg skal sige til ham. Omkring forløbet, hvordan det skal foregå. og så om tiden bagefter, om vores behov for at få vores søn begravet, og få sagt farvel..

Jeg er simpelthen så bitter!! Jeg tror på at der en en skæbne der ligesom planlægger hvad der skal ske for os, og jeg syntes det her er toppen af dårlig planlægning. Man giver da ikke først ét menneske kræft, for at skulle gå igennem det med flere års uvished, bagefter giver hende lov til at få børn, for så at give hende et barn som ikke vil kunne leve udenfor livmoderen!! Det er da virkelig dårlig planlægning, de kunne sgu da have fordelt det lidt, så det ikke var mig der fik det hele!!

Jeg skrev for nogle dage siden at jeg plejer at sige at jeg kan bære det - Nej, det kan jeg ikke, ikke mere. Det er bare ikke fair!!! Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at vi nok skal komme igennem det her, og jeg har ikke spor tanker om at give op, men det her, det er sgu altså bare ikke til at bære!! Det er umenneskeligt!!

- Og hvor er der bare mange uforstående mennesker!! "jamen I prøver da bare igen!"

Ja det vil vi jo nok gøre, men vi vil ikke prøve igen, for ham her kan altså ikke erstattes af en ny graviditet, og et nyt barn. Ham her vil ALTID være vores første barn sammen, han vil altid være vores søn, altid være Sebastians lillebror, og vil altid være en del af familien. Man kan da ikke indirekte sige "Glem det, I får da bare en anden"

Åhh kære gud/skæbne/skaber - Giv os det mirakel til på torsdag, jeg syntes vi har fortjent det. Det syntes jeg virkelig! Jeg vil gøre stort set alt, bare min søn klarer sig!!

Jeg vil takke hver eneste personligt, hvis jeres bønner har hjulpet os, for jeg kan virkelig ikke tro på at det skal ende galt. Seriøst, sådan noget sker da ikke?

Kan man overhoved få tøj der er så småt, for bare fordi man aldrig nåede at møde livet, skal man vel ikke fryse?

Ej, jamen jeg har så mange tanker, jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre af dem, det er totalt modstridende at sidde og håbe inderligt at der virkelig sker mirakler for os, samtidig med at vi skal forberede os på det værste, og skal gøre op med os selv hvad vi ønsker derefter..

Skal han begraves? Vil vi selv stå for det? Skal han brændes? Skal han have tøj på? Skal der ske noget i kirken? Skal vi holde noget? Skal han obdukseres?

Og samtidig, hvem deler man sine tanker med, ja ud over faren som er lige så ødelagt som jeg selv er? Er I klar over hvor LIDT forståelse man får fra folk? I har jo aldrig kendt den? Den har jo aldrig levet. I får da bare en anden, I prøver da bare igen. Det blandet med frygten for om folk vil kunne forstå, altså dem som er vores familie og skal støtte..

Nej, det kan jeg sgu ikke bære!! Det kan man da ikke forlange af nogen mennesker at de skal kunne..

Kan man få en kyse der er så lille, det er det første alle børn får på, og selv om man er død, har man vel ret til at få sin første kyse? Eller hvad?

Jeg håber ved gud, at vi på torsdag kan ånde lettet op igen, og sige at det her har været den værste uge i vores liv, at alle de her tanker har været unødvendige!!
 
11. Oktober 2007
Jah.. (Mangler en passende overskrift) 
 
Vores baby har en forsnævring af tissemanden, hvilket påvirker blæren, den kommer simpelthen ikke af med urinen, derfor løber det tilbage i nyrerne, og de er ved at tage skade.

Han har fået indtil på torsdag, til at springe den membran som gør at han ikke kommer af med urinen, sker det ikke, vurderer de at nyrerne har taget for stor skade, og han skal derfor "fjernes".

Så torsdag er skæbnedagen.

Når vi har set hvad der sker torsdag - Og det ved vi faktisk godt, for der er så lille bitte chance for at det går godt, at vi faktisk er blevet bedt om at gå hjem og vænne os til tanken om at barnet er syg og skal fjernes.

Men når vi har set hvad der sker (håber på mirakler), så skal de først søge tilladelse om sen provokeret abort, det tager nogle dage, da det skal godkendes i statsforvaltningen.

Derefter skal jeg så ind på Skejby, og sættes i gang, og så skulle jeg gerne føde inden for et døgn. Derefter råder de os til at se vores dreng og tage ordentlig afsked med ham. De mener at vi vil være indlagt i par dage efter fødslen.

- Og de der "Nu skal du ikke male fanden på væggen"-kommentarer har jeg virkelig ikke brug for. Det her er hvad vi har fået at vide i dag, og det er det vi forholder os til!

Lægen sagde, at de ser det omkring 2 gange om året, det har ikke noget med hverken mig (genetisk) eller med medicinen at gøre, det er simpelthen sort uheld! Havde nyrerne ikke været påvirket på nuværende tidspunkt ville han have 50% chance for at det gik i orden, men i det både nyrer og urinlederen mellem nyre og blære allerede er påvirket, har lægen bedt os indstille os på at vores dreng ikke klarer det!

MEN - Selvfølgelig, som alle forældre/kommende forældre håber vi på et mirakel, at den membran er sprunget til på torsdag, og at nyrerne ikke har taget varig skade!!

Så jeg vil bede jer, ligesom jeg har bedt venner og familie om det, at bede for vores lille dreng - Og det mener jeg ganske seriøst, for vi håber på et mirakel. Det ér jo før sket og set!
 
10. Oktober 2007
Jamen hvad skal jeg sige..?
 
Jeg føler mig så dum!!

Det gik godt på sygehuset, kurven er faldet en lille bitte smule, men trods alt faldet, og det gik skide godt der inde. Humøret højt, sendte en pokkers masse sms'er til venner og familie, at alting bar er skide godt, jeg er i bedring, og lægen vil fortsætte med sprøjterne i mindst et år fra start, som vi havde aftalt den gang. SUPER :D

Så blev jeg skidt, og vi skulle jo altså videre til scanning, efter lidt tid fik jeg det dog bedre, og kunne "nøjes" med en grum hovedpine.

Vi kommer ind til scanning, humøret er højt, og hun er super sød hende der skal lave 3d på mig. Hun har i forvejen tager mig ind i hendes pause, fordi jeg har været bange for om jeg kunne knytte mig til barnet - Hun forklarede mig dog allerede i telefonen at de fleste gravide først knytter sig til sit barn omkring uge 28-30, men tog mig gerne ind alligevel.

Hun forklarer at dette jo kun er en hurtig gennemgang, og at den store scanning ligger omkring uge 30, men hun vil gerne vise os det meste af barnet sådan hurtigt.

Vi ser et fint hjerte, som slår på fulde kraft, med flere kamre, en fin hjerne som bare har det hele, og hovedet har den rigtige størrelse og form. Derfor udelukkes nogen sygdomme og handicaps.

Hun viser os mavesæk, og nyrer som der er en smule væske i, men det behøver der ikke være noget galt i. Og så er der ellers bare en stor stort plet på skærmen! Jeg fatter ingenting, og hun forklarer så at vores baby altså har en masse væske i maven, og at det altså er for meget til at det kan være normalt. Hun siger så først at jeg skal have kontaktet mit fødested, og jeg tror selvfølgelig at hun mener JEG skal gøre det, men lige bagefter kigger hun så på klokken, og siger at hun lige vil gøre det inden de går hjem.

Øhh - Okay?..

Hun ringer derfor til Skejby, snakker med nogen, beder dem ringe tilbage. Men da jeg siger at jeg bliver fulgt at deres professor der ude, skynder hun sig at ringe direkte til ham, for det var egentlig bare endnu bedre. Hun kommer tilbage efter at have snakket med ham, og siger at jeg fik en tid til scanning hos ham i morgen kl. 11.

Og der gik det så lige så stille op for mig at det altså ikke bare var "lidt væske i maven" men at hun faktisk mente det temmelig seriøst.. Hun sagde også, at hun var ked af at det var sådan, når jeg nu var komet for at blive mere tryg ved situationen.. Vi fik 3 billeder af barnet, og en flok billeder af væsken i maven på den, som hun har aftalt med dem på Skejby at jeg tager med der ud i morgen.

Og gud hvor føler jeg mig dum!!

Først fordi at jeg i går sad inde på ungmor.dk, og annoncerede mig lykkelig gravid, og i "godt" helbred. Sagde at grunden til at vi sagde det nu var at jeg var nogen lunde sikker, at jeg ikke havde sagt det før, fordi jeg ville igennem sorgen først, hvis jeg skulle miste, eller blive tvunget til at få barnet fjernet på grund af MIT helbred.

Og så fordi det aldrig har slået mig at der kunne ske at være noget galt med BARNETS helbred, jeg har hele tiden tænkt at den selvfølgelig er normal, ved godt helbred, og flere gange har jeg endda sagt at den er sund og rask, og kaldt det mit sunde og raske foster.
- Og så viser det sig at det faktisk kan være at DEN har et problem med SIT helbred. At den kan være syg..

Jeg nægter stadig at tro at det ikke er noget der forsvinder over natten, eller noget som de bare lige kan trylle væk. Men jeg har grædt en del, og jeg har da også tænkt lidt over hvad vi måske kan være nød til at gøre.

(Sorry at jeg ikke også har sendt en runde-sms til familie og venner med de dårlige nyheder, men jeg kan ikke lige overskue at fortælle det så mange gange, så jeg er ked af hvis I kommer til at skulle læse det her)

ARGH - Hvorfor??!!
 
9. Oktober 2007
- En lille hvid løgn tager ingen skade af.
 
En lille hvid løgn tager ingen skade af..

Og derfor regner jeg heller ikke med at I har lidt nogen overlast de sidste par måneder?
- Jah, ellers er der ikke så meget at stille op, og jeg er også overbevist om at I forstår mig, når nu alt kommer til alt. Meeen, jeg sender da en stor "undskyldning" til de mange, som jeg har fortalt små hvide løgne til den sidste tid.

Jeg er så gravid - Og har været det nogle måneder. Termin d. 20. marts.

Og vær nu søde ikke at komme med alt for mange "Det vidste jeg da godt" - For nej, det var der rent faktisk ikke ret mange der vidste, men der er sikkert rigtig mange der har gættet på det, og forhåbentlig håbet for os, og krydset fingre. Og det er jeg jer meget taknemmelig for - Så må I meget gerne krydse fingre lidt endnu, bare frem til januar.

Da alt det her noget startede, var det egentlig bare fordi jeg gik online på jubii.dk, og offentliggjorde at på trods af alle deres metoder til at opspore os, så var der endnu en ting som de ikke vidste, og som de under ingen omstændigheder kunne opspore om mig. Det var egentlig ikke mig der kaldte det en hemmelighed, men det blev det til. Ikke fordi det var hemmeligt, men fordi jeg syntes det var meget rart at ikke alt om mig kunne findes, og fordi jeg mente at det måtte være meget rart for seerne ikke at vide alt på forhånd. Men det fandt jeg så ud af at det åbenbart ikke er.. :S

Den gang var der ikke andet i det, end det som man kan se i tv nu her, at vi havde været på sygehuset, og endelig havde fået grønt lyst fra dem, til at prøve at få et barn. Noget der var totalt stort for mig, eftersom at jeg i flere år har fået at vide at jeg ikke kunne få flere børn, og når man har det, er det stort bare at få lov at prøve.
De valgte, at give mig lov til at stoppe kemo-behandling. Vi var alle fortrøstningsfulde, for vi troede alle på at der ville gå flere måneder før sygdommen ville røre på sig, og når det skete, for vi var ret overbeviste om at det ville ske, så var de klar med sprøjter til mig. Jeg var selv overbevist om at der ville gå mindst 6 måneder før sygdommen rørte på sig, og det ville betyde at det var meget lidt behandling med sprøjter jeg skulle udsætte mig for.

Desværre viste det sig jo i løbet af 5-6 uger, at jeg overhoved ikke kunne undvære medicin. Lige fra kemo-stop, begyndte sygdommen at brage af sted, og efter kun de der 5-6 uger blev jeg ringet akut ind, til start med sprøjter dagen efter. Det var noget rigtig skidt, men vi var optimistiske. Specielt jeg var optimistisk, for hvorfor i alverden skulle det dog kunne gå galt?

Jeg var desværre ikke blevet gravid i de 6 uger. Og lægen var lidt tilbageholdende med at lade mig fortsætte med at prøve på at blive gravid, men som han så pænt udtrykte det, så var han også selv at den utålmodige type, og han kunne sagtens forstå mig. Det tog jeg som et grønt lys, men med forbehold for at det jo stadig kunne nå at gå meget galt!

Efter ca. 6 uger mere sagde han til os at nu skulle vi stoppe, der var ikke styr på kurven. Den var ikke begyndt at falde, den havde ikke stabiliseret sig, og selv om han var positiv, og stadig mente at medicinen nok skulle begynde at virke, syntes han det ville være meget dumt at blive gravid lige nu. Og vi stoppede..

Men Men Men - Det er jo altid et men! Kun 6 dage efter han bad os stoppe, tog jeg af ren rutine en graviditetstest, den morgen hvor jeg ville kunne forvente menstruation, hvis jeg ellers havde haft en normal og stabil cyklus, og til alles store overraskelse blev den positiv, det blev de næste to jeg tog i panik også!

Jeg ringede til Rene, så til min praktiserende læge, og 2 timer senere stod jeg med en bekræftet graviditet, og en blanding at glæde og frygt!!

Jeg husker ikke hvor mange dage der gik inden jeg tog mig sammen til at ringe til sygehuset. Jeg var utrolig bange da jeg sagde til sekretæren at jeg var nød til at tale med lægen, for jeg var blevet gravid. Hun ønskede mig mange gange tillykke, da hun vidste det var mit ønske, desværre havde hun bare ikke lige fået med at jeg var blevet bedt om at stoppe! Lægen ringede tilbage samme dag, heldigvis med forholdsvis gode nyheder. Min kurve havde stabiliseret sig, og han bød graviditeten velkommen, nu hvor det var sket!!

4 uger senere havde kurven steget igen, jeg var nu 8 uger henne, og temmelig ulykkelig da jeg kom ud i bilen, og kom til at tænke over alle de mange information. Lægen var dog positiv, og så længe han var det, kunne jeg også være det. Han lod graviditeten fortsætte lidt endnu.

To dage efter skulle jeg have skrevet vandre journal, og samtidig med at jeg skulle have lavet den, skulle jeg også have oplysninger om hvordan man ville fjerne mit foster/barn igen, alt efter hvor langt jeg var henne i graviditeten. En meget nedslående dag at vågne op til, jeg græd meget, og var meget ulykkelig. Hos lægen gik det dog godt, og det hjalp lidt på humøret.. Kunne dog stadig ikke glæde mig over graviditeten..

Omkring 11. graviditets uge blev jeg kaldt ind til samtale og scanning på Skejby. En jeg selv havde ønsket. En professor/overlæge havde taget min sag, og lagde ud med at fortælle at det var meget alvorligt det vi var gået i gang med. Han havde forsøgt at få min sygehus-læge i tale, og han ville undersøge præcis hvornår jeg ville kunne få kemo, uden at det ville skade fostret. Det gjorde os ikke ligefrem mere trygge.

Ved kontrollen da jeg var 12 uger henne, var vi alle bange, mest fordi at jeg ikke fik de bedste nyheder sidst, vi havde derfor forberedt os på nok at skulle have at vide at fostret skulle fjernes. Min tanker gik meget på om jeg ville skulle føde selv, eller have en udskrabning. Heldigvis gik det helt anderledes, og lægen kunne glad og stolt meddele at kurven for første gang i hele forløbet var begyndt at falde. Det var en meget speciel konsultation den dag. Den dag kan man virkelig kalde en rutchebanetur, men den endte jo godt. Det vil sige, jeg fik lov at fortsætte, og lægen mente ikke længere at det ville blive nødvendigt at give mig kemo. Det havde ellers været vores store bekymring længe.

Nakkefolds scanningen viste at der lå et fint lille barn der inde, og selve nakkefolds scanningen gav ikke grund til bekymring. De tjekkede samtidig at barnet havde hjerte og hjerne, da jeg var bekymret, og at man ikke har nogen erfaring med disse sprøjter og graviditet. Så langt så godt, der er liv, hjerne og hjerte..

Her er vi så nu..

Jeg syntes egentlig bare at I fortjener at høre det fra mig selv, så derfor kommer det nu. Jeg kan ikke længere skjule min kæmpe store mave, og jeg vil ikke risikere at der er nogen der skriver det før jeg selv er stået frem.

Kryds fingre for at de har gode nyheder til mig på sygehuset i morgen.
 
2. Oktober 2007

 

Tilbage