Jah, så er vi hjemme igen. Efter er meget mystisk omgang. Det har været frygtelig hårdt, uretfærdigt, jeg har været vred, jeg har grædt, jeg har hulket, jeg har haft ondt, og jeg har været glad, stolt, uovervindelig og lykkelig som enhver nybagt mor!
Vi kom ind på sygehuset kl. 9, som vi havde aftalt fredag. De ville vente på narkose-lægen inden de gjorde mere, og de ville komme med det samme. Efter næsten en time kommer sygeplejersken tilbage og siger at narkoselægerne er forsinket, men hun har rykket for dem. Jeg vil gerne have lagt de første stikpiller, fordi jeg frygtelig gerne vil være sikker på at føde d. 20, men hun tøver, da hun er bange for at jeg får meget ondt så snart de er lagt, det lykkedes nu alligevel at overtale hende, da jeg fortæller hvor meget det betyder for mig at føde netop den dag!
Det var åbenbart lige hvad der skulle til, for så snart pillerne var lagt, kom en portør efter mig, og jeg skulle over til narkoselægerne med det samme. Jeg troede egentlig vi skulle snakke om at få lagt epiduralen, men de stod klar til at lægge den med det samme. De forklarede mig lidt om mine muligheder og bivirkninger. Jeg kunne også vælge at føde uden epidural, men så få morfin osv. i stedet, da man jo ikke skal tage hensyn til barnet når det er en abort. Dét ville jeg under ingen omstændigheder være med til. Jeg vil ikke slå Elias ihjel, bare for at slippe for at få epidural!
Rene var med mig under hele forløbet, først drop i hånden, som gjorde frygtelig ondt fordi jeg har dumme dårlige årer, og det lykkedes heller ikke at ligge den ordentligt, men den virkede og det måtte vi tage til takke med. Så til epiduralen, og allerede da de sætter mig som jeg skal begynder jeg at græde, jeg er bange, og jeg er vel vidende om at nu er det altså i dag, min sidste dag med Elias i maven, og så bliver det hele bare for meget for mig, og jeg græder så jeg hulker, snottet står ud af hovedet på mig, og den stakkels sygeplejerske bliver så betuttet at hun vil give mig morfin. Narkoselægen siger til hende at han nu ikke mener det er det her der er træls, men hele situationen, og jeg nikker bare. Epiduralen klarer jeg egentlig flot, og jeg kan nu sige at epidural gør IKKE ondt, den kommer ikke ind i rygmarven, og hedder faktisk kun ryg-bedøvelse, ikke ryg-marvs-bedøvelse. De har desværre givet mig et ordentligt skud i ryggen allerede, og startet pumpen, så jeg kan ikke rigtig styre mine ben.
Tilbage på stuen sker der ingenting. Sygeplejersken stopper pumpen, for jeg har jo ingen smerter, og er ret opsat på at skulle op og gå rundt. Jeg vil gøre ALT for at der kommer gang i fødslen så hurtigt som muligt. Jeg syntes det er sådan en god dag, solen skinner, der er ænder i dammen, og så er det præcis 5 år siden Sebastian blev døbt. Efter noget tid kan jeg så småt stå på benene, og vi beslutter at gå i kantinen for at de andre kan spise, og jeg kan få rørt mig.
Rene's far, og Rene's lillebror kommer da vi skal til at gå tilbage, og vi har et par gode timer med det. Det er selvfølgelig ufattelig svært at nyde dagen, når man ved at det ender med et dødsfald, men vi hygger os nu alligevel, og snakker lystigt.
Kl. 13 får jeg lagt andet hold stikpiller, livmoderhalsen er der stadig, men der er er lidt pres på den. Lægen mener desværre at der kan gå mange timer inden at der kommer rigtig gang i det, men det er en klar fordel at jeg har født før, så muligheden for at føde d. 20 er der stadig.
Endelig, kl. 14.20 mærker jeg de første veer. Jeg vil gerne holde dem ud, for jeg har en idé om at hvis jeg kan mærke dem, så må det være fordi de arbejder godt. Tåbeligt! For der kommer veer med 1-2 minutters mellemrum, og de bider godt. Jeg holder ud, men må op og gå lidt rundt, heldigvis møder jeg min sygeplejerske på gangen, som spørger til hvordan det går, og da hun hører at jeg har veer starter hun epidural-pumpen med det samme. Jeg havde jo trods alt fået at vide jeg skulle ringe lige så snart jeg fik smerter - men jeg er jo stædig.
Ind i sengen, med veer, frem og tilbage på toilettet fordi jeg syntes det hele er træls i maven. Min sygeplejerske kommer og siger farvel, der er vagtskifte, og hun er nød til at gå fra mig nu. Kort efter hun er gået, beder jeg endnu en gang om at få en bækkenstol, for der er bare noget i min mave som er træls. Da det er midt i vagtskifte er der kun en sygeplejerske, og hun er ikke tryg ved at gå fra mig, så hun giver Rene strenge ordre på at stå ved toiletdøren, med den på klem så han kan se og høre hvad der sker. Men jeg får ham nu alligevel til at lukke døren, jeg skal altså hverken have ham eller mine medpatienter til at kigge på mine toiletbesøg.
Der går ikke mange minutter, før jeg siger til Rene at nu kan han godt kalde på dem, og så skriger jeg "HAN LEVER!!" Rene råber så det halve af Skejby kan høre ham, at det er nu de skal komme!
Nede i bækkenet ligger den mest velskabte lille dreng, og er spræl levende, og reagerer rigtig meget på at være kommet ud alt alt alt for tidligt, på lyset og kulden. Jeg var ikke forberedt på at der ville kunne være liv i ham, selv om det var mit store ønske, og håb. Faktisk så havde vi snakket med sygehuspræsten om det kl. 13, at vi virkelig ønskede at han ville komme ud i live, så vi kunne hilse på ham, og så rene kunne se at hans søn rent faktisk havde levet! De stakkels sygeplejersker blev meget forskrækkede, de regnede bestemt ikke med at det var det jeg skulle på toilettet, og de regnede ikke med at jeg ville føde så hurtigt.
Jeg bliver kørt i toiletstolen ind på stuen, hvor de vil af-navle ham, men vi har heldigvis forberedt os rigtig godt, og med lidt hjælp fra pigerne inde på "små engle" ved jeg at det er muligt at nøddøbe levende børn, også selv om de bliver holdt i live af navlesnoren, så jeg forlanger at få Elias nøddøbt, og at de lader være med at klippe navlesnoren før det er sket. Forvirrede er hele holdet, men jeg ved godt at alle der er medlem af folkekirken kan gøre det, og fortæller at jeg nok selv skal gøre det hvis de giver mig en salmebog. De ringer nu i stedet til fødegangen der har instruktioner i at nøddøbe børn, og sender en jordmoder.
Mens jeg sidder på bækkenstolen, med Elias i mine hænder, helt nede ved mine ben, fordi navlesnoren er alt alt for kort, bliver han døbt - Elias Jørgensen Kaagh! Mit største ønske, når det nu ikke kunne være anderledes, er opfyldt. Vores søn har fået et navn, og skal derfor indskrives i kirkebogen, og er nu IKKE en abort længere, han er et rigtig barn!!
Født 15:31 - døbt 15:45 ca.!
De af-navler ham, og jeg får ham op til mig, hvor vi sidder og kigger på ham, og han lever!! Jeg tager hans hånd, og han gør som alle små børn, han lukker hånden om min fingerspids, han er vidunderlig! Han laver suttebevægelser med munden, og ligner en alt alt alt for lille nyfødt. Han har de fineste små øjenbryn, de sødeste små dun på hovedet, og lever!! Både Rene og min mor mærker at han tager fat om vores fingerspidser når man tager hans hånd.
Efter noget tid kommer jeg over i min seng, moderkagen vil ikke ud, men så længe jeg ikke bløder, vil de lade mig sidde med Elias. Vi ved jo alle at det er et spørgsmål om tid før at han sover ind. Jeg er svævende lykkelig, jeg har født det smukkeste lille væsen i hele verden, og han lever, og giver mig livstegn, han lader mig virkelig se at han er der, og han mærker mig, og omvendt!!
Efter en time lever han stadig, og efter 1½ time begynder folk at blive forundret over at vi for det første vidste hvordan at vi skulle takle at få ham døbt, men også at han lever endnu, uden navlesnor, og helt af sig selv. Han er en fighter, en lille stædig fyr, som bare vil være sammen med sine forældre, give os nogle minder som vi ellers aldrig ville have fået, og som forstår hvor vigtigt det er for os at få lov at mærke vores søn.
Desværre kommer de fra operationsstuen og vil hente mig, jeg skal have en udskrabning, jeg vil hellere vente, for jeg vil gerne være sammen med Elias mens han lever. Men vi har ringet efter Sebastian, så jeg vil også gerne være der når han kommer. Jeg begynder også at bløde lidt, og jeg aftaler med narkoselægen, som var kommet for at se Elias, da det også var ham der lagde epiduralen, at de kan gøre det ved at bedøve mig via epiduralen, og så kan jeg være færdig med udskrabningen indenfor en halv time, og Elias og Rene kan vente på mig på opvågningen.
På operationsstuen begynder jeg at bløde kraftigt fra underlivet, moderkagen vil ikke give slip, og det er godt at vi ikke ventede yderligere. De bedøver mig, og scanner for at finde ud af hvad der lige sker for den der moderkage. En læge kommer og ordner det, får moderkagen ud, som desværre går i stykker. Derefter får jeg lavet udskrabningen, ret mærkelig oplevelse. Jeg får ikke noget afskærmning op, så jeg kan se alt hvad de laver, og jeg kan tydeligt mærke hvad de laver, men ikke føle smerte. Lægen fortæller at det var godt at vi gjorde det her, for der sad noget tilbage, og jeg ville være blevet meget syg hvis det ikke var kommet ud. Nysgerrig som jeg er beder jeg om at se moderkagen, den så jeg jo også med Sebastian, og alt andet virker forkert. En sød sygeplejerske viser mig den, og fortæller lidt, og den er lige så fin som sådan en skal være, bare alt alt for lille, nøjagtig ligesom Elias.
Under hele forløbet har jeg ligger og kigget på det digitale ur de starter ved ankomst til stuen, i 30 minutter har jeg været væk fra Rene og Elias, og hver eneste sekund har jeg tænkt på min søde baby, som jo nok er sovet ind mens jeg har været til operation. Jeg glæder mig til at komme ud til dem, og komme ud og mærke Elias igen. Jeg blev enig med mig selv om, inden vi besluttede at jeg skulle have udskrabningen nu, at så længe Elias var hos mindst en af sine forældre når han sov ind, så var det okay, bare han vidste at vi var der, og vi hjalp ham af sted på bedst tænkelige måde.
Da jeg kommer tilbage til opvågningen er Rene der, men han ser ikke mere ulykkelig ud end da jeg forlod ham. Elias lever stadig, og jeg får ham over til mig igen. Han er blevet mere kold, og han er træt, det kan man mærke. Han lukker ikke længere hænderne om mine fingerspidser. Men jeg er glad for at vi alle 3 er sammen når det sker, jeg syntes ikke det er grimt, og jeg trøster mig med at jeg er der hos ham, når det nu ikke kan være anderledes.
Det er meget sørgeligt, og det er meget forkert at sidde med så stærkt et barn, som har så meget styrke, som man på ingen måde kan hjælpe, ud over at være der for ham. Flere gange under det hele tænker jeg på om der virkelig ikke er noget jeg kan gøre for ham, om jeg ikke kan give ham noget mad, eller om de da ikke kan give ham mere ilt, eller bare NOGET!! Men jeg ved jo udmærket godt, at det ikke vil hjælpe, hans nyrer er jo så ødelagte at lige meget hvad vi gør, så vil han dø, og jo ældre han er, jo mere smertefuld vil den død være. Jeg må altså bare trøste mig at jeg kan holde ham tæt ind til mig, og at jeg kan fortælle ham at jeg elsker ham, og kan være hos ham når det sker. Sygeplejersken har været hos os, for at fortælle præsten har aflyst, vi ville have ham velsignet efter fødslen, og det blev præsten bestilt til, men man kan ikke velsigne en levende, og derfor har præsten aflyst - Godt gået Elias!!
På opvågningen vurderer de at jeg er så frisk at de gerne vil sende mig videre over på afdelingen ret hurtigt. Rene går i forvejen, og jeg har noget tid alene med Elias, mens jeg venter på portøren. Jeg synger "Elefantens vuggevise" for ham, der er så mange ting jeg gerne vil give ham med, og oplevelser jeg gerne vil have med ham, og netop den vuggevise skal alle børn da høre, og jeg er glad for at jeg kan synge den for ham mens hans stadig lever. Jeg fortæller ham at jeg elsker ham ufattelig meget, og at han er mit lille mirakel, og at vi har gjort det her fordi vi elsker ham. Jeg fortæller ham at lige meget hvad andre nogen sinde siger, så vil han altid være min dreng, mit barn, og jeg vil altid være stolt af ham, og jeg er så taknemmelig for at han har styrke til at være hos mig så længe, så vi kan være sammen i livet, og vi kan få nogle minder sammen! Til slut kysser jeg ham på kinden flere gange, og hvisker at nu må han gerne give slip, han behøver ikke at kæmpe..
Men Elias er stærk, og han lever videre. Ovre på stuen bliver Rene og jeg enige om at det er fordi han vil møde sin storebror også. Desværre er min mor, og stedfar gået ned i kantinen med Sebastian, så de kan få noget at spise, og jeg er bange for at mine sønner aldrig får lov at møde hinanden i livet.
Sygeplejersken kommer med lidt mad til mig, og jeg sidder og spiser sammen med Elias. Det er helt forkert tænker jeg, i morges da jeg spiste sidst, var Elias inde i mig, og vi spiste hans sidste måltid sammen. Nu sidder jeg med ham i min arm, mens jeg spiser igen, og jeg kan på ingen måde give ham mad. Rene kommer tilbage og spiser sammen med mig, og vi snakker lidt om vores stærke søn, vores første fælles barn, vores Elias. Jeg kigger på klokken hver eneste minut, og derefter på Elias' brystkasse, som er det eneste livstegn vi har fra ham, han stærke lille hjerte slår regelmæssigt, men svagere og svagere.
Sebastian kommer endelig ved 18:30 tiden, og Elias lever endnu! Der er min lykke gjort, og endelig føler jeg ordentlig ro. Mine sønner har mødt hinanden i livet, Elias lever, og jeg vælger at tro at han kan genkende Sebastians stemme, og ved at Sebastian også er ved ham nu. Sebastian er bare så kær, og siger "Jeg troede slet ikke at han kunne være så sød". Sebastian syntes på inden måde at Elias er ulækker, og det er han jo overhoved heller ikke, men på trods af at han ligner et nyfødt barn, er han jo meget tynd i huden, og derfor kan man se alle blodårer i hans hud. Sebastian nusser ham, undersøger ham, rører ved ham, snakker med ham, og holder ham. Det er det skønneste, vi er samlet alle fire, og jeg elsker virkelig min familie, selv om jeg ved at Elias kun kan være her kort.
Vi er alle sammen samlet, da Elias er klar til at give slip på livet igen. Kl. 18:58 holder hans lille hjerte med at slå, og han er væk. jeg bliver længe ved med at stirre på hans brystkasse, "bare et slag mere!!", men samtidig er jeg bare så glad for at have fået tiden sammen med ham. Han var hos os i ikke mindre end 3 timer og 27 minutter!! Det er viljestyrke!! Men det er ufattelig svært at give slip, da jeg sad alene med ham og spiste, kunne jeg mærke min brystkasse, hvor Elias lå var brændende varm, jeg kunne ligefrem mærke båndet mellem os, og kærligheden, og at han gav mig så meget. Med sit lille liv, sin korte tid, gav han mig så meget, som jeg allerede der var klar over at jeg skulle være enormt taknemmelig for!
Bedøvelsen er ved at være ovre, og jeg får ondt, og jeg er desværre nød til at give Elias fra mig, så jeg kan få lagt mig uden smerter. Nu er jeg træt, sikke en dag det har været! Familien vil til at gå, og jeg orker næsten ikke at sige farvel, jeg er træt, smadret, og både lykkelig, og bund hamrende ulykkelig. Det jeg i flere år har ønsket mig, har jeg fået, men på få timer er det taget fra mig igen - Hvordan styrer og kaperer man så stærke følelser på en gang?
Da familien er gået, pusler Rene og jeg sammen om Elias, og får ham lagt godt i sit lille svøb af en stofble. Sygeplejersken kommer ind, og spørger om vi vil have ham hos os lidt endnu, eller om vi vil have ham på køl nu. Vi er enige om at vi gerne vil have ham på køl, kl. er 20, og det er nu over en time siden at han gik bort, og han er allerede helt kold, og vi er sikre på at han er død. Det virker frygteligt at give slip på ham, også selv om vi jo godt ved at det kun er hans krop, men det virker også mest rigtigt at ligge ham på køl, så vi kan bevare ham som han er.
Rene hamstrer kager og frugt til mig, og efter en times tid hvor vi har siddet i stilhed, og bare været sammen, falder jeg i søvn. Flere gange kommer sygeplejersken ind, og jeg husker halvt i søvne, og halvt vågen at have spurgt hende om vi stadig skal bruge en nedgravningsattest når han er døbt, og får at vide at nu har han levet, og derfor skal vi bruge en dødsattest. Det lyder mystisk, men det gav mig virkelig meget ro, at vide at han er anerkendt som et levende menneske!
Natten er frygtelig, jeg drømmer at jeg tager Elias, og stikker af med ham. Jeg drømmer at han er levende, og at jeg ammer ham, men hver gang jeg vågner ligger jeg i en dårlig seng, på en dumt sygehus, uden et levende barn. Det er en frygtelig nat!!
Da vi vågner i morges er jeg fra start at ulykkelig, jeg græder hele tiden, alt føles forkert, og jeg er helt rundt på gulvet. Hvor er det barn jeg længes så frygtelig efter?
Efter vi har spist, kommer vores sygeplejerske og snakker med os, hun skal hjælpe os i dag, med sorg, det praktiske, og med alle de spørgsmål vi nu end måtte have. Hun fortæller at eftersom Elias er døbt og har levet, eller rettere omvendt, har levet og er blevet døbt, er han ikke længere en abort, han er nu et barn, et menneske der har levet, og derfor er fødegangen i gang med anmeldelse om fødslen, der kommer faderskabs-papirer til os senere, anmeldelsen om dåb bliver sendt af sted, og vi skal selv anmelde noget mere til kirken og han får CPR-nummer. Han er ikke bare et foster, han er et barn, som nu kan skrives i kirkebogen, og derfor er han nu en del af den skrevne historie. Jeg er virkelig glad, og samtidig med at jeg er ulykkelig for at han ikke kunne leve hos os, så er jeg glad for at han havde så meget styrke at han levende så længe at han blev døbt, og han blev et barn. Hverken jeg eller han ville have at han skulle være en abort, og han havde styrken til at ændre på det!! Jeg er ham evig taknemmelig for at han holdt ud så længe at vi fik nogle minder sammen, og så vi har fået et barn, et menneske, og nogle rettigheder.
Rettighederne er vi ligeglade med, men det var alligevel en lettelse da hun sagde at vi nu faktisk har barsel begge to, Rene vælger selv om han vil tage sine 14 dages barsel, eller om han fortsat vil være sygemeldt, og jeg har 14 ugers barsel.
Lidt i 11 kommer Elias ind til os igen, jeg er alene da sygeplejersken kommer, og jeg sidder lidt og kigger på ham. Han er blevet meget rød i huden, over natten, og han er frygtelig kold. Men han er stadig min søn, han har stadig de smukkeste ansigtstræk - Tydeligt min næste, nøjagtig som Sebastian, og helt klart Renes mund, og hans hage, og han er så tynd i hovedet, men har små fine kinder. Han er stadig helt perfekt, og jeg elsker ham stadig enormt højt.
Kort efter kommer Rene, og vi snakker lidt om det tøj vi ville give ham på. Det opgiver vi, mest fordi han har og havde en helt speciel stilling med sin højre arm, som han lagde op til ansigtet. Det har vi et scanningsbillede af, og han gjorde det helt naturligt efter fødslen, og det vil være forkert at tvinge hans små arme ned i den dragt vi har købt. Jeg har forberedt mig godt, og har taget et af Sebastians baby-hovedpude betræk med, som vi svøber ham i. Det føles helt rigtigt. Han får samme hue på som i går, den lille rib-hue som Stinne har sendt. Den er alt alt for stor, men alle børn får sådan en hue for at holde hovedet varmt, og det skal Elias også. Små ting betyder uendelig meget lige nu!
kl. 11 kommer min mor, min lillebror og Sebastian, og lige bagefter kommer præsten som nu skal velsigne ham. Sebastian er tydeligt mærket at stemningen, og er vild og siger en masse lyde. Det er meget svært at tackle, men vi ved jo at han er mærket af situationen, og at det er hans måde at klare vores sorg på, så langt hen af vejen får han lov at hoppe rundt. Han kigger lige så nysgerrigt på Elias som i går, og vil meget gerne holde ham igen. Jeg er enormt lettet over at han tager det så let. Han fortæller glad præsten at han er blevet storebror og har fået en rokketand! Min skønne lille unge!!
Præsten velsigner Elias, og igen græder jeg som pisket. Jeg kan godt mærke at det er nu jeg skal sige farvel, og det er så forkert at skulle føde et barn, elske det, og sige farvel, for dernæst at tage hjem fra sygehuset uden ham. Heldigvis fortalte vores sygeplejerske os tidligere at det ikke kun er sorgen der får mig til at græde, men også hormoner og biologi. Noget med at hormonerne er lavet til noget så naturligt som at beskytte sit barn, man ser det i dyreverdenen, for at mødrene skal beskytte sine unger og føle omsorg, og det sker også for mig, og derfor vil jeg græde og have svært ved tingene, og fare forvirret rundt. Jeg kan godt huske det med Sebastian, at jeg græd de første dage på sygehuset, men det hjælper mig bare ikke lige nu. Det gør ufattelig ondt at vide at om ikke ret lang tid skal jeg hjem, og jeg kan ikke tage Elias med mig, jeg er nød til at efterlade min højt elskede søn inde på sygehuset.
Efter præsten er gået, bedre Rene om at få en vugge til Elias, og vi får en ovre fra fødegangen. Han er alt for lille til vuggen, men det er faktisk meget rart at have ham stående inde på stuen mens vi drikker kaffe, og snakker lidt sammen. Bagefter beder jeg de andre gå, så jeg kan få lov at tage af sted med Elias alene. Jeg synger "Elefantens vuggevise" for ham igen, fortæller ham at han er mit mirakel, og det vil han altid være. Jeg fortæller ham at jeg er ufattelig stolt af ham, og jeg er stolt af at han vidste hvor vigtigt det var for mig at få noget tid med ham levende. Jeg er glad for at have mærket at han har både sin mors og fars styrke, og jeg er glad for at han har brugt den på denne måde. Jeg vil være sikker på at jeg har fået fortalt ham hvor elsket han er, og at han er blevet sendt godt af sted. Jeg kysser ham igen, og vugger ham. Vel vidende at når jeg rejser mig fra stolen, så ser har jeg sagt farvel.
Rene vil også gerne sige farvel, inden sygeplejersken kommer og tager ham, og så ser vi ham ikke igen før efter obduktionen i morgen, hvor vi skal lægge ham i hans lille bitte kiste. Vi aftaler med sygeplejersken at de svøber ham efter obduktionen, så vi ikke ser hans ar, og så vil vi gerne selv lægge ham i kisten, så de skal ringe efter os. Av hvor gør det bare ondt helt ind i det aller inderste da hun går med ham, jeg er lige blevet mor for 2. gang, men kan ikke tage mit barn med mig, og er nød til at gå fra ham. Fornuften ved godt at jeg har gjort alt hvad jeg kan for ham, nusset ham, elsker ham, talt til ham, og sendt ham godt af sted, men hjertet bløder uendelig meget, og jeg har det elendigt. Mit smukke lille barn, men jeg må leve uden ham, det virker så uretfærdigt, selv om jeg er ham evig taknemmelig for de 3 timer og 27 minutter vi fik sammen!!
Efter den sidste afsked, pakker vi vores ting sammen, og holder et sidste møde med vores sygeplejerske, hvor vi skal have information om hvad vi skal være obs. på omkring mig. Blødning, feber og sådan.
Derefter går vi - Jeg er glad for at komme væk der fra, men jeg græder fordi det er uden Elias!!
Englen Elias! Et lille mirakel! Det siger de alle. Bare efter en time var personalet forundret over at han levede, da jeg var til udskrabning ringede de til opvågningen og spurgte om han stadig levede, og da vi lå på stuen, kom de mange gange ind og tjekkede at han stadig levede. Han gjorde det af kærlighed til os, det er jeg sikker på. Han ér uden tvivl et mirakel!!
Veer i 1 time og 10 minutter.
Levede i fantastiske 3 timer og 27 minutter.
Født 15:31.
Døbt 15.45 ca.
Død 18:58.
Vejede 200 gram.
Var 21 cm lang.
Født i 19. uge, ved meget tidlig igangsat fødsel.
Lige blevet født, og døbt, og i mors arme
for første gang.