Tilbage
Elias' tegninger
- Tegninger af Elias, som vi har fået lavet.
Da vi kom hjem fra sygehuset, uden Elias, til et tomt hjem, som på ingen måde bar præg af alt det vi lige havde været igennem, eller det lille menneske vores liv lige var blevet beriget med, kom vi til at tænke på et stykke papir de lagde i vores mappe ude på sygehuset.

Vores sygeplejerske havde taget en kopi af et udklip, som handlede om at en dame havde gjort det til sit levebrød at tegne døde og døende børn.

Derfor kontaktede jeg Heather Spears pr. e-mail, og spurgte om hun ville tegne vores Elias, så vi kunne have ham hængende i stuen, som bevis på at vi virkelig havde fået ham, og som symbol på at han er en del af vores familie. Heldigvis sagde hun ja, og efter jeg havde mailet et billede til hende, kom der få dage efter en skøn tegning med posten.

Elias' tegninger hænger et godt centralt sted i stuen, så man ikke kan undgå at se den, når man er hos os. Og så vi selv hele tiden kan se den, lige meget hvor vi er i stuen. Den hænger samtidig ved siden af soveværelsesdøren, så jeg kan sige godnat til ham hver aften.

Tegningen betyder virkelig meget for mig. Heather Spears har formået at tegne Elias nøjagtig som jeg husker ham, og det er lykkedes hende at få alle de fine små detaljer med. Som f.eks. hans små fine læber, som jeg var enormt fascineret af, han fine næse, som er nøjagtig som hans storebrors, og de perfekte små ører. Og ikke mindst hånden, som han selv lagde på brystet, og som blev liggende sådan fra start til slut.

Tegningen her er lavet efter billedet som Elias har på sin menu her på siden.

 

Tegning nr. 2 har vi fået af en vildt fremmed, som har fulgt os i de unge mødre, og som havde læst i min dagbog på Ungmor.dk, at vi ønskede os en tegning af os alle sammen tegnet sammen. Altså et familie portræt.

Endnu en gang var det fantastisk Heather Spears som blev kontaktet, og endnu en gang lavede hun et fantastisk resultat, som har gjort os utrolig glade!

Denne tegning har endnu ikke fundet en plads på væggene, og står derfor på ryglænet af den sofa som jeg normalt opholder mig mest i.

Tegningen er tegnet sammen af mange forskellige billeder af os alle sammen, og det er mig en gåde hvordan hun har fået specielt Rene til at ligne så meget, da der ingen billeder var af ham, hvor han står som på billedet, og kigger sådan mod "kameraet".

Den her tegning betyder så ufattelig meget for mig, fordi at vi alle er samlet på en måde som jeg havde ønsket vi kunne være i det virkelig liv. Elias vil for altid være en del af vores familie, så selvfølgelig ønskede jeg et "billede" af os alle sammen.

Tilbage