Elias breve

24. December 2007

Kære søde lille Engel!

I aften er det juleaften, din storebror har hoppet forventningsfuld rundt og sukket og kedet sig siden i går. Det er skønt at se, og jeg husker det ganske godt fra jeg selv var lille. Desværre er min forventningens glæde meget påvirket af at jeg jo i dag skulle sidde med min store voksende mave, og sige at denne jul var den sidste Sebastian havde alene, for næste når ville du være der til at kravle rundt om juletræet, og pille i alle hans gaver.

Det gør så ondt at tænke på alle de stunder vi er blevet snydt for, og de stunder dig og din storebror er blevet snydt for. Du skulle jo drive ham til vanvid, men også være den som han ville ligge sig hos på gulvet, og vide at det var hans længe ventede lillebror, som var kommet for at være sammen med ham.

Nu sidder vi i stedet og vakler imellem om vi taler for meget om dig eller for lidt. Om vi har gjort alt det rette for dig, om vi har gjort alt for at kunne mindes dig ordentligt - Og tænker på om du virkelig er hos os i aften. Selvfølgelig er du det, men mon ikke at I holder jeres egen jul der oppe. Det vil jeg håbe, for du skal ikke sidde ensom og kigge ned til den familie du ikke fik lov at være sammen med. Jeg håber at gud og alle hans engle passer på dig, krammer dig, og giver dig alt det jeg ikke fik lov til at gøre.

Kære søde lille Elias - Kig ned til os i aften, men hyg dig, og glæd dig over at vi elsker dig, og vi vil gøre alt for at få det til at føles som om du er hos os. Og får du så tid, så kom ned til os og vær lidt sammen med os. Jeg tænder et lys i vindueskarmen, så du ved hvor vi er!

Kærlige tanker, og store savn, din Mor!!

18. December 2007

Søde lille engel.

Jeg kommer hos dig flere gange om ugen lige i tiden, og helst når det begynder at blive mørkt. Jeg føler sådan en ro når jeg sidder oppe ved dig, og forleden da jeg kom ringede klokken solen ned - Og det var bare så smukt og fredfyldt. Jeg syntes jeg kan mærke dig der oppe, men jeg har alligevel sådan en lyst til at sætte mig nelt ned på jorden, for at være endnu tættere på dig.

Du mangler så meget. Jeg ved ikke om det er fordi det er jul nu, men jeg kan ikke lade være med at tænke på hvordan vi havde lagt planer for denne jul, for at kunne fejre din første jul nøjagtig som jeg fejrede din storebrors første jul. Vi havde lagt så mange planer om hvad der skulle ske, og jeg havde selv så mange drømme om hvordan jeg skulle sidde med min store gravide mave nu, og nyde julen med Sebastian, og min nr. 2 som jeg har ventet så længe.

Jeg husker tilbage på hvor meget d. 15 december betød for mig gennem graviditeten. Det var den dag lægerne sagde at jeg kunne få lov at starte kemo igen, den dag ville jeg være 26+0, og du ville kunne tåle min kemo. Vi satte vores lid til at jeg ville klare det indtil den dag, for så var alt sikkert, så ville vi helt sikkert komme gennem det her begge to.

Jeg forstår slet ikke hvad meningen er med det her. Hver eneste gang jeg syntes at jeg nu har fundet ud af hvad meningen med din tidlige bortgang er, så virker det alligevel tåbeligt, og totalt meningsløst at du ikke kunne blive hos os. Vi skulle jo være sammen, vi skulle jo give dig alt den kærlighed, vi skulle jo trille rundt med barnevogn, og stå op mange gange om natten - Jeg skulle ikke sidde på din grav ved tusmørke, jeg skulle ikke føle at alt min kærlighed til dig fortærer mig, og jeg skulle ikke sidde og græde nu.

Hvem passer på dig Elias? Hvad gik der lige galt, magtede jeg ikke at give dig det du havde brug for, eller var der bare nogle der har mere brug for dig end jeg har? Eller måske nogen du har mere brug for end du havde jeg?

Jeg er så stolt af at du valgte mig, men søde barn - Hvad var meningen? Hvad kunne jeg give dig, eller var det min manglende evne til at give dig noget der gjorde at du måtte forlade mig igen?

Holder du hånden over mig nu? Hjælper dig mig? Hører du mine bønner om at du skal hjælpe din søde storebror, for han har det så svært. Jeg håber det, for han mangler dig. Kunne du ikke besøge ham en gang imellem, og få ham til at føle at du stadig er der, og hjælpe ham til at få det bedre.

Søde lille Elias, du ændrede vores verden på de 3 timer og 27 minutter vi nåede at få med dig, og nu kan vi ikke finde ro der hvor vi er - Hjælp os!! Kom til os i nat, og lad os mærke at du er der!!

Din mor!

Kære søde lille skat!!

Mor savner dig så meget i dag. Din far og din storebror leger inde på værelset, med flexitrax, og i stedet for at nyde at de hygger sig, bliver jeg så frygtelig trist over at du ikke også er her. Du skulle jo ligge trygt i min mave, mensjeg så kunne stå i døråbningen og kigge på dem lege, og nusse min mave - Og leve i min uvidende verden om at selv små børn dør!

Jeg er så ked af at du ikke kan være hos mig i julen, på den måde som jeg havde planlagt og håbet. Jeg er så ked af at der snart kun er 3 måneder til du skulle være kommet, som et sundt og raskt lille drengebarn. Som det barn jeg har ønsket mig inderligt i flere år, og som det lille mirakel som din far og jeg har skabt i kærlighed til hinanden.

Nu kan jeg kun besøge dig på graven, og vel er det smukt der oppe, men jeg ville hellere have brugt min energi, og mine penge på at købe tøj til dig og male børneværelse, end at købe trædesten og anlægge gravsted.

Jeg ved at du ønsker jeg skal være glad, og du ønsker julen skal være den bedste for os alle, men lige meget hvordan jeg vender og drejer det, så er savnet til dig så stort, at jeg til tider har meget svært ved at have lyst til at tiden går.

For mens tiden går glemmer jeg tingene, jeg skal koncentrere mig om at huske følelsen af din hud, og lugten af dig har jeg allerede glemt, jeg skal kigge på dit billede for at huske præcis hvordan du så ud - Og jeg var blevet lovet at jeg aldrig ville glemme, men det gør jeg! Og det skræmmer mig! I takt med at dagene går, og nogle ting bliver nemmere, glemmer jeg hvordan du var, og jeg har ikke lyst til at glemme, men jeg vil også gerne have tingene bliver nemmere.

Hjælp mig til at huske dig, lille skat. Hjælp mig til at leve videre med dig stående klart og stærkt i min erindring. Hjælp mig til at mærke dig hver dag, i stedet for at skulle stoppe og for at mærke dig. Hjælp mig til at du ikke forsvinder fra mig.
- Hele min mave dirrer nu, er det dig?

Hold hånden over mig, din far og din skønne storebror, som nok mest af alt mangler dig lige nu. Måske han ikke ved at det er dig han mangler, men han mangler den mor der netop stod i døråbningen og nussede maven, med et lykkeligt smil på læben. Han sørger også, sørger over den tabte drøm om en lillebror, og sørger over den hverdag vi levede før du forlod os. Giv ham styrken til at finde sig selv igen, og giv mig styrken til at hjælpe ham på vej.

Hvilken skæbne har ikke ventet os, hvis du har måttet forlade os for at hjælpe os. For det er da det meningen er ikke? At du skal være i himlene for at holde hånden over os, og beskytte os mod det som kunne have været hændt hvis vi ikke havde vores egen skytsengel, vores egen engel, vores eget mirakel til at forhindre alle de grimme ting.

Forlod du mig for at skåne mig mod det det der var værre?

Åhh hvor jeg savner dig Elias! Du mangler så evigt meget!!

Din Mor!