Begravelsen og Kapellet

Rene og jeg startede dagen på sygehuset, hvor vi havde overnattet fordi jeg om natten var blevet indlagt med kraftige mavesmerter. Heldigvis valgte de at udskrive os på orlov, så vi kunne komme hjem og deltage i bisættelsen. Jeg fik en masse smertestillende, så jeg kunne være oprejst.

Selve bisættelsen startede kl. 14.30, men vi valgte at tage sammen med min mor og lillebror op i kirken noget før, så vi i ro og mag kunne tage vores afsked alene. Vi havde været der oppe tidligere på dagen og pynte kirken op, for det valgte vi selv at gøre. Mens vi gjorde det kom der flere blomsterhandlere med bårebuketter, og vi havde derfor allerede taget kortene af, og lagt dem ind. Men da vi kom tilbage ved 13.15 tiden var der kommet endnu flere blomster, og jeg blev meget overvældet over hvor mange mennesker der havde valgt at sende blomster. Det betød virkelig meget for mig at se så mange mennesker tænkte på os.

Jeg satte mig ved kisten, ligesom jeg havde gjort dagen før. Dagen før havde jeg kunnet mærke at Elias lå i kisten, og følt et virkelig stærkt bånd til den lille kiste. Men nu kunne jeg mærke at han var væk. Det var en underlig tom fornemmelse at sidde der, for jeg kunne ikke længere mærke ham. Det gjorde sandsynligvis at dagen var lidt nemmere at komme igennem, for jeg vidste at Elias var et andet sted nu.

Vi blev lidt forsinket fordi vi lige skulle vente på at organisten kom fra en anden gudstjeneste, men det gjorde ikke alverden, vi var forberedte, og et par af deltagerne ved bisættelsen kom også en smule for sent, så det var alt i alt godt nok.

Præsten talte så smukt. Vi har fået hele talen, det havde vi spurgt om vi kunne, for jeg ved at jeg ville komme til at glemme hvad der blev sagt. Og det har jeg også gjort. Det jeg nu husker tydeligst er der hvor præsten snakker om "Brødrene Løvehjerte" og han læser op fra det stykke hvor Tvebak er død, og han inden da har skrevet et brev til hans mor "Græd ikke Mor, vi ses i nangijala", det gjorde utrolig ondt, og samtidig utrolig godt. For jeg ved at jeg har brug for at vide at jeg skal ses med Elias igen, at det ikke bare var det her vi skulle have sammen.

Efter bisættelsen bar Rene selv kisten ud til Bedstes bil. Det var så fint, og Rene havde selv valgt at han ønskede at bære kisten. Og for mig var det det eneste rigtige, så selvfølgelig skulle han det. Jeg sad med ham da han gav slip, så hvem bedre end Elias Far skulle være den der bar ham. Det var virkelig smukt, og virkelig stærkt af Rene. Udenfor kirken sagde vi farvel til "gæsterne", takkede for at de var kommet, på trods af at vi først havde ønsket at være alene om det. Det var rart at så mange kom, og jeg fortrød faktisk lidt at vi ikke have valgt at holde noget kaffe-noget bagefter, for jeg ville godt have brugt lidt mere tid sammen med de mennesker der havde valgt at komme.

Vi kørte selv Elias til krematoriet. Kisten stod på bagsædet af Bedstes bil, mellem Rene og min lillebror Daniel. Sjovt nok så føltes det slet ikke mærkeligt, men kun rart at gøre så meget som muligt selv. Selvfølgelig skulle det ikke være en fremmed der skulle føle Elias den sidste vej.

Ude på krematoriet bar Bedste kisten ind på det lille bord hvor vi skule sige farvel. Jeg satte mig ved kisten, og prøvede at indprente mig så mange detaljer om både Elias og den som muligt. Det var aller sidste gang jeg ville være sammen med Elias' krop, men det var egentlig ikke så svært at gå derfra alligevel, for igen havde jeg en følelse af at det udelukkende var hans døde krop. De andre sagde deres farvel, og jeg stod lidt og kiggede i døråbningen inden jeg lukkede døren, og gik der fra.

Vi sluttede dagen med at tage ud og spise på en restaurent i Randers. Det havde vi valgt at gøre i stedet for kaffe-noget efter bisættelsen, netop fordi jeg gerne ville køre med hans kiste selv. Sebastian ville hellere være hjemme med sine oldeforældre, hvilket nok var fornuftigt nok, så vi var Rene og jeg, Bedste og Bedstefar, og Onkel Daniel. Faktisk så var det meget hyggeligt og afslappet, oven på en hård og meget følelsesladet dag. Vi fik grædt af stor sorg, fik sagt farvel til væres ønskebarn, grinet, smilet og hygget.